Efter en vigtig sejr ved
Emilia Romagna Grand Prix er
Max Verstappen igen aktuel i VM-kampen, men den forsvarende verdensmester maner til ro.
Med et imponerende træk på Oscar Piastri allerede i første sving, sikrede Verstappen sig sin anden sejr i sæsonen og understregede samtidig, at Red Bulls præstationer i 2025 indtil videre er præget af store udsving.
Verstappen ligger nu kun 22 point efter Piastri i kørermesterskabet efter fire løb, og muligheden for at tage sin femte titel i træk, og dermed tangere Michael Schumachers ikoniske rekord, lever.
Men ifølge Verstappen selv er Red Bulls form stærkt afhængig af, hvilken type bane de kører på.
- Hver gang vi har været rigtig konkurrencedygtige, har det været på baner med høj fart og hurtige sving, forklarede Verstappen til blandt andre RacingNews365.
Bilen er ikke sat op til Monaco
Han peger på, at de seneste opgraderinger har haft en vis effekt, men at teamet stadig kæmper med at finde det optimale setup på langsommere eller teknisk krævende baner.
Næste stop på kalenderen er Monaco, som er kendt for sin tekniske karakter og langsomme sving. Det er præcist sådan et miljø,
Red Bull har haft det svært i. Verstappen siger åbent:
- Jeg elsker at køre i Monaco, men det har ikke været vores stærkeste bane med den bil, vi har.”
Til gengæld ser han mere optimistisk på Barcelona, hvor hurtige sving og højt dækslid kan spille bedre ind i Red Bulls styrker, forudsat, at de har fået styr på deres dækhåndtering, som har været et ustabilt element i år.
Verstappens sejr på Imola markerede et skift i dynamikken, hvor Red Bull for første gang i år virkelig fik overhånden mod McLaren, som ellers har domineret sæsonstarten.
Det sker i kølvandet på to tekniske direktiver fra FIA, der muligvis har bremset nogle konkurrenters præstationer, men også i takt med, at Red Bull selv bringer opgraderinger i spil.
Ændret setup til weekenden
Han erkender dog, at weekenden ikke begyndte godt:
- Fredag var meget svær, men vi fandt et bedre setup til lørdag, og det bragte bilen i et bedre vindue.
Det lyder med andre ord som om Red Bull stadig befinder sig i en eksperimentel fase, hvor intet endnu er helt stabilt.
Verstappen er tilbage i kampen, men det er langt fra den suveræne dominans, vi så i 2022 og 2023.
McLaren, og især Piastri, har vist sig som reelle udfordrere, og Red Bulls styrke svinger markant afhængigt af baneprofilen.