En velgørenhedsauktion blev weekendens stille højdepunkt ved det italienske Grand Prix.
En Ferrari-racerdragt båret af
Michael Schumacher blev solgt for næsten 715.000 kroner ved en auktion under Italiens Grand Prix.
Dragten stammer fra 2000-sæsonen, hvor tyskeren indledte sin guldperiode hos Ferrari ved dét år at vinde sit første verdensmesterskab for Scuderia.
Det blev begyndelsen på fem mesterskaber i træk, som kulminerede med hans syvende og sidste titel i 2004.
At netop denne dragt blev sat til salg, vakte opsigt blandt samlere.
Den var helt nøjagtigt blevet anvendt ved Ungarns Grand Prix i 2000, en af de afgørende weekender i mesterskabskampen.
Den symbolske værdi gjorde dragten til auktionens absolutte hovednummer, og det endelige hammerslag lød altså på godt 715.000 kroner.
Flere sjældenheder fandt nye ejere
Ud over Ferrari-dragten kom en række andre effekter fra Schumachers karriere også under hammeren.
En Benetton-racerdragt fra 1995, året hvor han sikrede sig sit andet verdensmesterskab, gik for omkring 458.000 kroner.
En Ferrari-replikahjelm fra 2003 med visir signeret af Schumacher selv blev solgt for ca. 86.000 kroner.
Rich Soddy, stifter af Driver Lounge, satte efterfølgende ord på oplevelsen:
- Vores partnerskab med Bonhams kom til live på en smuk måde i den udsolgte Schumacher Lounge i Monza og gennem den efterfølgende onlineauktion. Vi er glade for, at så mange af disse særlige effekter fandt nye hjem, mens vi samtidig rejste midler til Keep Fighting Foundation.
En legende uden for rampelyset
En stor del af overskuddet går til Keep Fighting Foundation, som arbejder med sociale og humanitære formål i Schumachers navn.
Siden skiulykken i december 2013 har familien Schumacher holdt et tæt skjold oppe omkring hans privatliv.
Offentligheden har ikke fået mange konkrete opdateringer om hans helbred, og interessen for Schumachers memorabilia er derfor blevet en af de få måder, hvorpå fans verden over fortsat kan komme tættere på deres idol.
Meget sigende for Schumachers tilstand er en udtalelse, som hans søn Mick kom med for nogle år siden:
- Jeg ville give alt for at kunne tale med far.
Auktionen i Monza blev et bevis på, at Schumachers navn stadig har en helt særlig plads i Formel 1.