En historisk figur fra motorsportens verden har netop fået en juridisk mavepuster. Det handler om investeringer, pandemien og en formue, der forsvandt.
Luca Cordero di Montezemolo har i årtier været synonym med italiensk elegance, lederskab og succes – ikke mindst i motorsportens kongeklasse, Formel 1.
Han stod i spidsen for Scuderia Ferrari i nogle af holdets mest glorværdige perioder og var en nøglefigur bag teamets verdensmesterskaber med Niki Lauda i 1970’erne og Michael Schumacher i 2000’erne.
Men nu har den 77-årige erhvervsmand og aristokrat måtte indkassere et hårdt nederlag – ikke på racerbanen, men i retssalen i London.
Montezemolo og hans familie havde lagt sag an mod det britiske formueforvaltningsselskab XY UK og dets ejer Daniele Migani.
Anklagen lød på grov uagtsomhed og vildledende rådgivning i forbindelse med investeringer foretaget mellem 2016 og 2020.
Kravet lød på intet mindre end 375 millioner kroner.
Men dommeren afviste anklagerne, og dermed måtte Montezemolo se sin millionklage falde til jorden.
Ifølge retten havde investeringerne – som primært var foretaget af Montezemolo selv og hans søn Matteo – faktisk givet solide afkast i årene op til coronapandemien.
Før de globale markeder blev rystet i 2020, havde porteføljen udviklet sig positivt.
Det fik dommeren til at konkludere, at de tab, familien led, ikke skyldtes dårlig rådgivning, men snarere den uforudsete økonomiske uro udløst af pandemien.
Det blev derfor fremhævet i domsafsigelsen, at klagerne selv bar en vis forståelse for de risici, som investeringerne indebar. Dommeren understregede ifølge Yahoo News, at der ikke var grundlag for hverken beskyldninger om bedrageri eller grov forsømmelse.
En stor del af argumentationen byggede altså på, at investeringerne havde klaret sig godt før pandemien, og at den økonomiske nedtur ikke kunne have været forudset med rimelighed.
Montezemolo kommer fra en adelsslægt med dybe rødder i den italienske magtelite. Han er barnebarn af generaler, nevø til en kardinal og har i årevis spillet en hovedrolle i både det italienske erhvervsliv og den internationale motorsport.
Som tidligere direktør for både Ferrari og Fiat og med bestyrelsesposter i alt fra Alitalia til Tod’s, har han været en af de mest indflydelsesrige skikkelser i Italien i mange år.