toto wolff

Toto Wolff siger stop: Vil forsyne færre F1-hold med Mercedes-motorer

Formel 1dec. 11 , 15:43
Mercedes-bossen vil nedbringe antallet af kundehold, når næste motoræra rammer Formel 1.
Mercedes har i årevis været den mest eftertragtede motorleverandør i Formel 1. I år kørte fire hold med kraft fra Brixworth i form af selvfølgelig fabriksholdet Mercedes samt McLaren, Williams og Aston Martin.
Næste sæson træder Alpine ind i kredsen, mens Aston Martin skifter til Honda, så antallet fortsat er fire.
Det billede vil Toto Wolff dog ændre. Den østrigske teamboss fortæller, at Mercedes planlægger at skære ned på antallet af hold, der får adgang til deres motorer, når næste motorreglement træder i kraft.
Han ser ikke længere fire hold som den rigtige løsning i en mere kompleks og dyr æra.
Wolff peger på, at Mercedes og koncernchef Ola Källenius allerede har vendt strategien internt.
Målet er et mere overskueligt set-up, hvor motorprogrammet stadig er stort, men ikke længere dominerer feltet i samme omfang.
Han vurderer, at det ideelle antal kundehold ligger i et smallere felt:
- Vores nuværende tanke er, at vi vil reducere antallet af hold, vi leverer til i den næste cyklus.
Nye motorregler ændrer regnestykket
Beslutningen kommer op til et skifte i Formel 1’s motorregler, og netop det gør regnestykket mere følsomt.
De nye enheder kræver tidlig fastlåsning af design og mere avancerede produktionsforløb.
Wolff forklarer, at Mercedes skal have 16 motorer klar til sæsonens første grandprix, når fire hold bruger deres enheder.
Det giver længere leveringstider, mere komplekse produktionsplaner og større risiko, hvis noget skal ændres sent i processen.
Presset øges yderligere, fordi motorerne ikke bare skal være stærke. De skal også være effektive, robuste og tilpasset forskellige chassiser og køreprofiler.
I den vurdering spiller data og læring stadig en stor rolle. Her er kundehold traditionelt en fordel.
Flere biler på banen betyder flere kilometer, flere fejl at lære af og flere ingeniører, der kan pege på svagheder.
Netop derfor fremhæver Hywel Thomas, chefen for Mercedes AMG High Performance Powertrains, at der er en balance, som ikke er enkel at ramme, og som ifølge RaceFans.net stadig er til debat internt.
Datastrøm mod produktionspres
Hywel Thomas fortæller om erfaringen fra hybridæraen, hvor Mercedes-motoren var den mest succesfulde i feltet.
McLaren vandt konstruktørmesterskabet i år med Mercedes-motorer, og fabriksholdet tog selv otte konstruktørtitler i træk fra 2014 til 2021 foruden syv titler fordelt med 6 til Lewis Hamilton og enkelt til Nico Rosberg.
En del af fundamentet var netop bredden i data fra flere kundehold.
- Vi har vist i fortiden, at flere end ét hold giver mere data, mere information og flere kilometer, siger Thomas.
Han understreger, at mange biler med samme motor betyder flere ingeniører, som konstant presser på for forbedringer, og at det i sidste ende gør produktet stærkere.
Fordelen har dog en pris. Thomas peger på, at Mercedes skal bygge meget hardware og træffe flere valg tidligere i udviklingsfasen.
Mindre fleksibilitet kan blive en ulempe, når regler og konkurrenter hele tiden flytter sig.
Den interne diskussion handler derfor om, hvor balancen ligger mellem datamængden og produktionspresset.
Thomas ser stadig en form for “sweet spot”, hvor motorprogrammet hverken bliver for lille eller for stort.
Han vurderer, at det optimale nok ligger nærmere fire hold end kun ét, men Wolffs signal er, at Mercedes ikke længere vil være motorleverandør for halvdelen af feltet, når næste motoræra begynder.
Mest læste

Loading