Will Macintyre kæmper på sygehuset efter chokerende diagnose. Den britiske racerkører Will Macintyre, der i 2023 blev nummer to i det britiske Formel 4-mesterskab, ligger i øjeblikket indlagt på hospitalet i Milton Keynes, hvor han bliver behandlet for både hjerne- og lungekræft.
Den 18-årige kører delte for nylig et opslag på Instagram, hvor han fortalte, at hans karriere er sat på pause, mens han gennemgår behandling.
Opslaget har vakt stor medfølelse i motorsportens verden, og siden da har Macintyre modtaget støtte fra både venner, familie og flere kendte profiler.
- Selv folk jeg aldrig har mødt som
Max Verstappen, Kimi Antonelli og Susie Wolff har ønsket mig god bedring. Det er helt utroligt. Tusind, tusind tak til jer alle, fortæller den unge brite fra hospitalssengen til BBC.
Støtte i hverdagen
Macintyre fortæller også, at han får stor støtte fra sine nærmeste venner, der jævnligt besøger ham.
De har blandt andet taget en VR-brille med, så han kan spille golf virtuelt, og lidt slik og snacks for at bryde med den ensformige hospitalsmad.
- Jeg prøver at gøre det så hyggeligt som muligt herinde. Tiden går hurtigere, når jeg taler med folk.
Macintyre er født i 2007 i Nash og voksede siden op i Norfolk. Han begyndte at køre karting som otteårig ligesom blandt andre Lando Norris og Lewis Hamilton.
Siden da har han kørt løb over hele verden og opnået flere podieplaceringer.
En chokerende diagnose
Ifølge BBC troede Macintyre i første omgang, at han blot led af kraftig migræne og kvalme.
Da symptomerne ikke aftog, søgte han læge, som straks sendte ham videre til CT-scanning.
Resultatet viste hævelser i hjernen, og kort efter fik han den alvorlige besked om både hjerne- og lungekræft.
Selv om Macintyre under normale omstændigheder ville være i fuld gang med at forberede næste løb, fokuserer han nu helt og holdent på behandlingen.
Den unge brite insisterer da også på, at han vil tilbage på banen, når helbredet tillader det.