valtteri bottas

Valtteri Bottas gør F1-comeback hos McLaren

Formel 1mar. 27 , 19:41

Valtteri Bottas er tilbage i en Formel 1-racer, om end ikke i rollen som fast kører.

Den finske veteran deltager i disse dage i et testprogram for McLaren i Barcelona, hvor han kører holdets 2023-bil, MCL60, som led i en såkaldt TPC-test (Testing of Previous Cars).

Testen er en del af forberedelserne, hvis Bottas skulle blive aktiveret som reservekører for det britiske team.

Efter at have mistet sit faste sæde hos Stake F1 ved udgangen af 2024-sæsonen – hvor F2-mesteren Gabriel Bortoleto blev valgt til at danne makkerpar med Nico Hülkenberg – har Bottas siden fundet vej tilbage til Mercedes-familien, hvor han fungerer som officiel reserve for George Russell og Kimi Antonelli.

Det betyder også, at han står til rådighed for alle Mercedes-kundeteams i tilfælde af sygdom eller skade hos en af de faste kørere.

McLaren er et af disse teams, og med Bottas’ erfaring – ikke mindst fra sine år hos Mercedes fra 2017 til 2021 – giver det god mening at sikre sig en test, der gør ham fortrolig med McLarens systemer, procedurer og arbejdsmetoder.

Bottas er en værdifuld stand-in

En talsmand fra Mercedes har bekræftet samarbejdet til mediet. RacingNews365, og Bottas er dermed en realistisk stand-in, hvis enten Lando Norris eller Oscar Piastri skulle blive forhindret.

McLarens primære reserve i 2024 er IndyCar-profilen Pato O’Ward, men hans kalender i den amerikanske serie gør ham utilgængelig under visse Grand Prix-weekender. Derfor er Bottas et værdifuldt alternativ med sin enorme erfaring og sin tætte forbindelse til Mercedes-motorprogrammet.

Også Williams, en anden Mercedes-kunde, kan trække på Bottas, hvis behovet opstår, mens Aston Martin, den fjerde Mercedes-bruger, har deres egne reserver i form af blandt andre Felipe Drugovich.

Der arbejdes desuden på at få Bottas i en aktuel Mercedes-bil senere på året, men endnu er der ikke truffet konkrete aftaler herom. For nu handler det om at være klar og holde sig skarp – præcis det Bottas gør med denne test.

Mest læste