max verstappen

Verstappen nægtede at lytte – kostede ham sejren i Jeddah

Formel 1apr. 30 , 16:29
Max Verstappen har aldrig været typen, der bukker under for autoriteter – og situationen i Saudi-Arabien bekræfter præcis det image.
Efter en kontroversiel åbningsmanøvre mod Oscar Piastri i det første sving, hvor Verstappen skar over chikanen og fastholdt føringen, blev han senere straffet med fem sekunders tidsstraf, hvilket i sidste ende kostede ham sejren.
I kølvandet på løbet udtalte Red Bulls tidligere sportsdirektør Jonathan Wheatley, nu teamchef hos Stake F1, at han muligvis ville have håndteret episoden anderledes.
Et klart vink med en vognstang om, at han ville have bedt Verstappen om at give placeringen tilbage til Piastri for at undgå straf.
Det er en klassisk balancegang i Formel 1: skal man tage chancen og satse på, at dommerne ikke straffer, eller skal man tage det sikre valg og give placeringen tilbage?
Ville ikke have lyttet alligevel
Men ifølge tidligere Haas-boss Guenther Steiner, ville det næppe have gjort nogen forskel.
I podcasten Red Flags slår han fast, at Verstappen næppe ville have fulgt sådan en ordre, selv hvis den var kommet fra Wheatley.
Steiner kalder Wheatleys kommentar for "at sidde på kanten", og sætter spørgsmålstegn ved, om man reelt kan forvente, at en fører som Verstappen adlyder den slags opfordringer midt i et løb.
- Tror du ærligt, at Max ville have lyttet til Jonathan Wheatley?, spurgte Steiner retorisk og tilføjede:
- Det er som det, han sagde til Crofty – 'du kommenterer, og jeg kører.’
Steiners reference er til en bemærkning fra Verstappen under et interview med Sky F1’s David Croft, hvor hollænderen snerrende sagde:
- Jeg tror du bare skal fokusere på at kommentere, så fokusere jeg på at køre.
Tro på egne evner
Det er netop det, der kendetegner Verstappen – en urokkelig tro på egne beslutninger og en dybt forankret skepsis over for indblanding, selv fra sine egne.
Red Bull-teamchef Christian Horner forsvarede i øvrigt sin stjerne og kaldte dommen for "ekstremt hård".
Situationen trækker på eksempler fra tidligere løb, hvor kørere har undgået straf ved hurtigt at give placeringen tilbage, men den beslutning blev aldrig truffet i Jeddah.
Måske fordi teamet antog, at Verstappen havde retten på sin side – eller fordi de vidste, at han ikke ville finde sig i at opgive en føring uden kamp.
Set i bakspejlet kunne en hurtig tilbagelevering have sikret ham sejren. Men for Verstappen handler det ikke altid om taktisk snilde eller diplomatiske beslutninger. Det handler om at vinde på sine egne præmisser – og nogle gange koster det netop det.
Mest læste