PGA har nu bedt den amerikanske præsident Donald Trump om hjælp til at løse golfstrid med LIV-touren.
Den årelange strid mellem PGA Tour og den saudisk-ejede LIV Golf-tour har endnu ikke fundet sin løsning. Men nu har repræsentanter fra PGA officielt bedt præsident Donald Trump om at mægle i konflikten. Det skriver DR.
Den 4. februar besøgte PGA-kommissær Jay Monahan sammen med den tidligere Masters-vinder Adam Scott Det Hvide Hus for at drøfte en mulig aftale.
Konflikten begyndte i 2021, da Saudi-Arabiens statslige investeringsfond (PIF) lancerede LIV Golf.
Touren tiltrak hurtigt nogle af verdens bedste spillere med gigantiske pengebeløb og lovning om færre turneringer med større præmiesummer.
PGA reagerede ved at ekskludere spillere, der valgte at skifte, hvilket skabte en dyb splittelse i golfverdenen.
Siden har flere forsøg på en fusion mellem de to tours været på tale, men uden en endelig aftale.
I juni 2023 blev der annonceret en hensigtserklæring om et samarbejde mellem PGA, LIV og PIF, men parterne har haft svært ved at finde fælles fodslag.
Derfor har PGA nu henvendt sig til Trump i håb om, at han kan hjælpe med at få en løsning på plads.
— PGA TOUR (@PGATOUR) February 6, 2025
Donald Trump har længe haft tætte forbindelser til golfverdenen. Han ejer 18 golfbaner på tre kontinenter, hvoraf flere allerede har været værter for LIV-turneringer – og flere vil blive det i 2025.
Han har også gode relationer til Saudi-Arabiens ledelse samt LIV-stjerner som Bryson DeChambeau, der endda var med på scenen, da Trump holdt sin sejrstale efter valget i november.
Den tidligere verdensetter Rory McIlroy har tidligere peget på Trump som en oplagt mægler.
"Trump har et vældig godt forhold til Saudi-Arabien, og han elsker golf. Så hvem ved?" sagde McIlroy i november.
Trump selv har været selvsikker omkring sin evne til at løse konflikten hurtigt.
I en amerikansk sportspodcast få dage før valget i november sagde han:
"Jeg kunne i hvert fald hjælpe den aftale på vej. Det ville nok tage mig størstedelen af 15 minutter at få færdiggjort den handel."
PGA’s henvendelse til præsidenten understreger desperationen efter en løsning, der kan samle de bedste spillere igen.
Med Tiger Woods som en af afsenderne på PGA’s officielle udmelding den 6. februar, signalerer golfens største stjerner, at de er klar til at finde en vej frem.
Det store spørgsmål er nu om Trump faktisk vil gå aktivt ind i forhandlingerne – og om hans forbindelser til både Saudi-Arabien og golfverdenen kan bane vejen for en reel aftale.
Indtil videre har Det Hvide Hus ikke kommenteret PGA’s anmodning, men en eventuel Trump-mægling kan ende med at blive et af de mest kontroversielle sportsdiplomatiske skridt i nyere tid.