Rory McIlroy er ikke kommet godt fra start ved Players Championship, da han efter første runde sluttede fire over par, og derfor er 12 slag efter Chad Ramey på 1. pladsen. Den nordirske Rory McIlroy har ikke fået den start på Players Championship, som han havde håbet på at få. Derimod lagde han ud med en dobbelt bogey på første hul.
På det efterfølgende hul forsøgte han at vende skuden med en birdie, men hans slag fra teestederne på Sawgrass, var ikke, som de skulle være.
McIlroy spillede sin første runde med Jon Rahm, der endte med en score på 71 slag, samt Scottie Scheffler, der gik runden i 68 slag.
Der var naturligvis store forventninger til trioen forud for starten på PGA Tourens mest indbringende turnering, som har en præmiepulje på 25 millioner dollars.
Rahm, Scheffler og McIlroy har alle vundet i år, har alle været nummer et i år, og alle ved, at en sejr i denne uge vil give dem pladsen øverst på listen.
Et skidt teeslag for McIlroy på hans åbningshul medførte, at han landede i en dyb rough, hvorfra han sendte bolden op til venstre for greenen. Hans tredje slag hoppede fra green til bunker, hvorefter McIlroy brugte yderligere tre salg på at få bolden i hul.
På 16. hul, som er et par 5-hul, lavede han et skidt drive, der igen sendte bolden i dyb rough. Herfra fik han sendt den på greenen, men hans putting var ikke på det sædvanlige niveau, og han missede derfor chancen for både eagle og birdie.
"De tre putts på hul 16 var sandsynligvis det, der på en måde stoppede ethvert momentum," lød det ifølge BBC fra McIlroy efter runden.
"Jeg slog et rigtig godt slag ud af roughen og udnyttede det ikke. Og efter at have lavet bogey på hul 1 og hul 3, var det svært at vende tilbge derfra."