Tiger Woods og Rory McIlroy er på vej med en helt ny golfliga, som tager sin begyndelse næste år.
Golf er en sport, der ikke har ændret sig meget i de seneste år. Men nu er Tiger Woods og Rory McIlroy på vej med en ny golfliga, som bringer moderne teknologi til sporten.
Ligaen har fået navnet TGL, og bliver en holdbaseret liga, hvor der spilles over 15 huller. Det foregår ikke på en golfbane, men derimod på en simulator med en særlig green, som kan ændre konturerne afhængigt af slaget.
Det er fjorten måneder siden, at de løftede sløret for ligaen. Men nu har de endelig afsløret flere detaljer om den nye golfliga, som bliver lanceret på SoFi Center i Florida.
Fem af de seks hold i ligaen er allerede blevet offentliggjort. Ifølge CBC kommer de til at have hjemme i henholdsvis New York, Boston, Los Angeles, San Francisco og Atlanta. Kampen vil være mellem to hold, som hver især skal stille med tre spillere.
De første ni huller bliver kaldt 'triples'. Her gives der ét point for at vinde et hul. De sidste seks huller bliver såkaldte 'singles', hvor hvert holdmedlem spiller to huller.
Ender en kamp uafgjort, går den i overtid. Det vil blive afviklet på samme måde, som en straffesparkskonkurrence foregår i fodbold. Hver spiller skal spille mod en anden spiller, og se, hvem der lander tættest på flaget.
En holdsejr giver to point, mens det tabende hold ikke får point. Hvis kampen bliver afgjort i overtid, giver den dog kun et point. Hvert hold møder hinanden i den ordinære sæson, og de fire bedste går videre til slutspillet.
TGL får sin debut den 9. januar og slutter før Masters, skriver CBC.