Der er én ting, hun stadig drømmer om. Men det kræver en familiekabale, der ikke er nem at få til at gå op.
Hun har vogtet målet i nogle af håndboldhistoriens største øjeblikke, og selv nu – 45 år gammel – drømmer Katrine Lunde stadig om at føje endnu en VM-slutrunde til sit allerede imponerende cv.
Den norske keeperlegende har ikke mistet lysten, og med opbakning fra hendes klubtræner Ole Gustav Gjekstad, der overtog posten som norsk landstræner ved årsskiftet, er vejen åben – i hvert fald på banen.
Men uden for banen er tingene langt mere komplicerede. Lunde er mor til datteren Altina, der bor i Kristiansand, mens hendes mand, Nikola Trajković, arbejder som fodboldmanager i Serbien.
Selv spiller Lunde i Odense, syv timers rejse fra hjemmet, efter hendes tidligere klub Vipers Kristiansand gik konkurs tidligere i år.
Det gør hverdagens logistik til et puslespil med mange løse brikker – og det er netop det, der kan komme til at spænde ben for en VM-deltagelse.
Katrine Lunde siger selv til Dagbladet, at hun i første omgang takkede nej til tilbuddet fra Odense Håndbold – netop på grund af den vanskelige familiesituation.
Alligevel endte hun med at skrive under på en kort kontrakt frem til sommeren 2025, og hun fortæller, at hun “har is i maven og ser situationen an”.
Hun vil gerne blive i miljøet og træne videre, men hun vil ikke gå på kompromis med tiden sammen med familien.
Under sidste års EM fik hun da også særlig tilladelse til at tage hjem under turneringen for at være sammen med sin datter.
Ifølge Dagbladet er det især fraværet af topklubber tæt på Kristiansand, der komplicerer fremtidsudsigterne.
En base i det sydlige Norge betyder lang rejsetid til både kamp og træning, hvilket ikke er foreneligt med livet som mor til en skolepige, hvis far arbejder i et andet land.
Når Lunde bliver spurgt, om hun har lyst til at spille VM, svarer hun klart:
- Ja, hvis jeg fortsætter med at spille godt, vil jeg meget gerne spille.
Hun motiveres af udfordringerne og af at være i det miljø, hun har været en del af i det meste af sit liv:
- Hvis det ikke var sjovt længere, ville jeg aldrig bruge så mange ressourcer på det.
Ole Gustav Gjekstad understreger, at hun stadig er en af verdens bedste målvogtere, og at han meget gerne vil have hende med til VM-slutrunden i Tyskland og Holland til november.
Men han erkender også, at det i sidste ende er Lunde selv, der skal finde balancen mellem håndbolden og familien.