Lunde-søstrenes far Ånund Lunde har valgt at opkøbe hele den konkursramte klubs pokalsamling.
Den norske håndboldverden blev ramt af en chokbølge, da Vipers Kristiansand for få uger siden måtte erklære sig konkurs.
Klubben har i årevis domineret den norske liga, samt haft stor europæisk succes med hele tre Champions League-titler på stribe.
Selvom den faretruende konkurs havde ligget og luret i en længere periode, var det alligevel overraskende, at det storsatsende hold i sidste ende ikke kunne reddes.
Klubben stod pludselig uden fremtid, og dens stolte arv så ud til at gå tabt. Men nu viser det sig, at en af klubbens mest markante familier har sikret, at dens historie ikke forsvinder.
Tvillingesøstrene Katrine og Kristine Lunde-Borgersen har haft en stor del af deres karriere i Vipers.
De startede begge i klubben, dengang den hed Våg Vipers. Det var før de tog turen til Danmark, hvor de opnåede stor succes i blandt andet Aalborg DH og Viborg HK.
Kristine var den første til at vende hjem i 2010, mens Katrine fulgte trop i 2017. Med dem på holdet nåede Vipers nye højder og vandt tre Champions League-titler i træk.
Men økonomiske problemer sendte klubben i graven, og dens trofæer var i fare for at blive spredt for alle vinde. Nu står det dog klart, at Lunde-søstrenes far Ånund Lunde er trådt til for at redde klubbens arv.
Det norske medie NRK beretter, at selskabet Ånund Lunde Eiendom AS har købt hele samlingen af 22 trofæer for 170.000 norske kroner.
Ud over pokalerne har han også sikret sig rettighederne til navnet "Vipers", hvilket åbner op for muligheden for at klubben kan genopstå i en eller anden form.
Hvad fremtiden bringer for håndbolden i Kristiansand, er endnu uvist. Men med denne handling har Lunde-familien sikret, at Vipers’ imponerende historie ikke går tabt.