aaron mensing

Aaron Mensing begræder skrækskade: Har ødelagt historisk sæson

Håndboldmar. 06 , 14:30

Den danske håndboldspiller Aaron Mensing må nu se resten af sæsonen fra sidelinjen, efter at en scanning har bekræftet, at han har revet sin akillessene over.

Skaden skete i tirsdagens European League-kamp mellem THW Kiel og hans klub MT Melsungen, hvor Mensing i et angreb landede forkert og med det samme mærkede en voldsom smerte.

"Jeg er meget ked af det, må jeg sige. Min første tanke var, at jeg ikke kunne gøre denne sæson færdig med Melsungen. Vi har alle muligheder for at opnå noget stort i år og har alle kort på hånden for at skrive historie," siger Mensing til TV 2 Sport.

Melsungen har indtil videre haft en sensationel sæson og topper overraskende Bundesligaen.

Klubben er i en stærk position til at kæmpe med om mesterskabet, men nu må de undvære en vigtig brik i jagten på guldet. Mensing fortæller, at skuffelsen sidder dybt, selvom han har fået stor opbakning fra holdkammerater og fans.

Skaden betyder, at Mensing er ude i mindst seks måneder, og dermed misser han ikke blot resten af sæsonen i Bundesligaen, men også de kommende landskampe for Danmark mod Frankrig.

Vidste det med det samme

Selvom det først var en scanning onsdag, der bekræftede skaden, var Mensing allerede under kampen klar over, at noget var helt galt.

"Jeg var ærlig talt ikke så meget i tvivl om, hvad det var. Jeg falder ned og har store smerter og kan se, der ikke er nogen bag mig. Så spørger jeg Emil Madsen, om nogen havde ramt mig, men han bekræfter, at det var der ikke. Så allerede der havde jeg tanken," forklarer han.

Mandag skal Mensing opereres hos en specialist i Schweiz, hvorefter han starter en længere genoptræning. Det er endnu ikke besluttet, om han skal genoptræne i Danmark eller Tyskland.

For Mensing er skaden et hårdt slag, ikke kun personligt, men også fordi Melsungen for første gang i klubbens historie har en reel chance for at tage det tyske mesterskab.

"Jeg har set sindssygt meget frem til denne landsholdsuge, men primært er jeg træt af, at det, vi har kæmpet for, er ved at falde lidt fra hinanden her i klubben," siger han.

Mest læste