5p9a3291 dxo 2048x1365

Dommerne i fokus efter DM-finale: "Spillerne ved ikke, hvad de kan regne med"

Håndboldjun. 13 , 14:45
En kontroversiel dommerpræstation overskyggede dele af den tredje og afgørende DM-finale mellem Odense og Team Esbjerg, og kritikken kommer både fra spillere og eksperter.
Det var lagt op til en håndboldfest, da Odense Håndbold og Team Esbjerg tørnede sammen i den tredje og afgørende DM-finale for kvinder.
Men i stedet for udelukkende at fejre toppræstationer på banen, blev opgøret præget af utilfredshed med dommerlinjen, som flere vurderer havde afgørende betydning for kampens udfald.
Dommerparret Nicklas Mark Pedersen og Lars Hansen stod for at dømme den prestigefyldte kamp, som endte med en sejr til Odense.
Men kampen blev samtidig præget af hele 14 straffekast, 7 udvisninger og en række tvivlsomme kendelser, som hurtigt udløste en storm af reaktioner på sociale medier.
Her blev dommernes præstation hurtigt set som den primærer årsag til, at Odense Håndbold nu kan kalde sig danske mestre.
Michala Møller: "Alt for mange straffekast"
Team Esbjergs Michala Møller lagde efter kampen ikke skjul på sin frustration.
- Jeg synes, der er nogle tvivlskendelser og alt for mange straffekast – det synes jeg virkelig, der er, sagde hun til Europamester.dk.
Hun udpegede en specifik situation i kampens slutfase, hvor Live Deila efter hendes opfattelse blev snydt for et straffekast.
- Jeg synes, det er helt sindssygt på den sidste – nu skal jeg selvfølgelig se den igen – den med Live, at der ikke bliver dømt et straffekast i forhold til den linje, der er blevet lagt.
Episoden opstod i minut 55:45 ved stillingen 31-30, hvor Deila bliver tacklet af Andrea Aagot, som ifølge tv-billeder står i feltet.
I stedet bliver der dømt angrebsfejl.
Møller pegede også på, at dommerne skal matche niveauet på banen:
- Jeg har sagt det før – jeg sagde det også til Champions League Final 4 – at min forventning er, at når det er de fire bedste hold i verden, der spiller, så er det de fire bedste dommerpar, der skal dømme os.
Ekspert: "Dommerne havde ikke styr på kampen"
Håndboldekspert Lars Rasmussen bakkede kritikken op og kaldte dommerlinjen "mærkelig slap" og "tøvende".
Ifølge ham havde dommerne ikke styr på situationen, da det gjaldt allermest.
- Det er en tredje og afgørende DM-finale med to af verdens fire bedste hold. Lad dem nu gå til stålet og spille med musklerne. Jeg oplevede ikke et dommerpar, der havde særligt godt styr på kampen, da det var mest afgørende, og det er en skam, udtalte Rasmussen.
Han mente, at dommerne gjorde spillerne usikre:
- Spillerne ved ikke, hvad de kan regne med. Dommerne skal ikke stå i centrum. Men torsdag aften kom de derhen alligevel. Det må og skal give anledning til refleksion, slutter den tidligere landsholdsspiller.
Mest læste