Katrine Lunde i åbent brev: Svært at acceptere landsholdsstop

Der var guld om halsen og jubel i hallen i december, da Norge i december igen stod som verdensmester.

Katrine Lunde stod midt i det hele og havde leveret flere stærke kampe, selv om hun er 45 år gammel.

Slutrunden blev hendes sidste i landsholdstrøjen, og der er nu gået nogle uger siden farvellet.

Alligevel føles afslutningen ikke som en afslutning for hende. Det handler ikke om resultaterne. Det handler om det liv, hun har levet på landsholdet gennem mere end to årtier, og om det fællesskab, der pludselig står stille.

Hun fortæller om en blanding af varme og sorg i et brev til håndboldverdenen. Hun lægger ikke skjul på, at hun stadig mærker et hul, når hun tænker på, at VM var sidste gang.

Lunde sætter ord på følelsen med en ærlighed, der rammer lige ned i omklædningsrummet og på tribunerne:

- Taknemmelighed, venskab, anerkendelse, stolthed – men også en tom følelse.

I brevet på Det europæiske håndboldforbunds hjemmeside forklarer hun, hvorfor afskeden gør så ondt.

Hun har kendt de samme mennesker i mange år, og miljøet har været hendes hverdag, hendes rytme og hendes retning.

Hun har forsøgt at stoppe før. Hun gjorde det ikke. Denne gang gjorde hun, men roen er ikke kommet endnu, og hun siger det selv helt direkte:

- Det var virkelig hårdt. Jeg tror stadig ikke helt på det. Jeg har stadig ikke helt accepteret det!

Når man har vundet alt med Norge, bliver det næste skridt svært at se, når man har OL-, VM- og EM-guld og et langt liv i toppen bag sig.

Nu kigger hun frem mod et nyt kapitel, og hun kalder det skræmmende, fordi hun skal ind i noget, hvor hun ikke ved, hvad der venter.

Hun har endnu ikke besluttet, om klubkarrieren fortsætter, og beslutningen skal træffes sammen med familien.

Der ligger også en mulig hyldest og en sidste landskamp i horisonten ved Posten Cup i marts 2026, som kan blive kamp nummer 389.

I slutningen af brevet sender hun en besked til sin datter, Atina:

- Du kan gøre alt! Der findes ingen grænser for dig.