standard billede til web 88

Takker af efter 23 år: "Tak gud for Katrine Lunde"

Håndbolddec. 15 , 14:19
Efter 23 år på det norske landshold afsluttede Katrine Lunde sin karriere med en VM-guldmedalje og endnu en historisk præstation i målet.
Katrine Lunde satte et markant punktum for sin lange landsholdskarriere, da Norge søndag aften vandt VM-finalen i kvindehåndbold mod Tyskland.
Den 45-årige målvogter leverede en afgørende indsats i kampen og blev efterfølgende fremhævet som den store forskel i norske medier og blandt eksperter.
- Vi har verdens bedste keeper gennem tiderne i Katrine Lunde. Sikke en kvinde, en håndboldspiller, en håndboldkeeper. Wow!, lød det fra Viaplays håndboldekspert Ole Erevik efter finalen.
Norske medier var enige.
VG bar overskriften "Legendens sidste VM-triumf: - Tak gud for Katrine Lunde", mens Dagbladet skrev "VM-guld: - Havde tabt uden".
Stadig på toppen som 45-årig
Selv i en alder af 45 år præsterede Lunde på højeste niveau.
Med en redningsprocent på 41 i finalen spillede hun en afgørende rolle i Norges sejr.
Præstationen blev kronet med titlen som turneringens bedste målvogter.
Randi Gustad, præsident for det norske håndboldforbund, fremhævede hendes evne til at udvikle sig over tid:
- Jeg vil næsten sige, at hun sprænger grænserne. Jeg tror, det bliver umuligt at kopiere. Katrine er hele tiden lykkedes med at tilpasse sig moderne håndbold, som er blevet hurtigere og stærkere. At være helt deroppe efter to-tre årtier er så krævende, sagde hun til NRK.
TV 2 Norge omtalte afskeden som "Dronningens punktum" og satte fokus på hendes mange år i målet.
Gro Hammerseng-Edin, tidligere norsk landsholdsspiller og nuværende håndboldekspert hos TV 2 Norge, sagde:
- Uden tvivl alletiders bedste norske spiller. Hun har sprængt grænser på et niveau, som jeg ikke troede var muligt.
Fremtiden efter landsholdet
Med finalen har Lunde rundet 23 år som norsk landsholdsspiller.
Hun har igennem karrieren vundet adskillige mesterskaber og medaljer, og hendes betydning for norsk kvindehåndbold bliver fremhævet bredt i både medier og håndboldmiljøet.
På klubplan har hun senest spillet for serbiske Røde Stjerne, men hendes kontrakt udløber ved årsskiftet.
Fremtiden er endnu uvis, men hendes status som en af håndboldens største profiler er uomtvistelig.
Mest læste

Mest læste

Loading