Nikola Karabatic efter karrierestop: "Jeg savner ikke håndbold"

Gennem to årtier var Nikola Karabatic et synonym med succes, dominans og vindermentalitet på håndboldbanen.

Han har stået øverst på sejrsskamlen ved tre olympiske lege, fire verdensmesterskaber og fire europamesterskaber.

Med tre Champions League-titler i bagagen og en karriere spækket med både individuelle og kollektive triumfer, var det svært at forestille sig et håndboldlandskab uden den karismatiske fransk-serbiske playmaker. Men nu er det virkelighed.

Efter sit karrierestop har Karabatic trukket sig tilbage fra rampelyset og trives overraskende godt uden håndboldens konstante krav og forventninger.

I et nyt interview i dokumentarserien (Un)success of the Champion fortæller han åbent om overgangen fra eliteidræt til et mere almindeligt liv – og hvordan han faktisk ikke savner det spil, der definerede ham i over 20 år.

- Jeg har det godt. For første gang i mange år vågner jeg uden et mål om at være den bedste på banen. Det er rart, siger Karabatic i serien, hvor han reflekterer over sit nye liv med mere tid til familien og færre mentale byrder.

Den tidligere stjerne har lært at sætte pris på en hverdag uden kamprutiner og medaljesult.

Han nyder nu rollen som far, ægtemand og ven – og han prøver, som han selv formulerer det, at overføre de mange erfaringer fra sporten til nye områder af livet.

Han løfter også sløret for en afgørende episode fra ungdomsårene. Da han som 15-årig havde en dårlig kamp, tog hans far – den tidligere målmand og træner Branko Karabatic – ham til side og sagde direkte:

- Hvis du ikke kan håndtere et nederlag i en lille kamp, så bliver presset for stort. Så er det bedre, du stopper nu.

Dette var et vendepunkt for den unge Nikola, som næste dag valgte at sige:

- Nej, far. Jeg vil fortsætte.

Siden den dag følte han aldrig frygt på banen – heller ikke da han som 18-årig debuterede for det franske landshold.

Selv om Karabatic i dag stadig har foden inden for håndbolden – som ambassadør for Paris Saint-Germain, tv-ekspert og medejer af et håndboldakademi – så understreger han, at det er uden længsel mod det liv, han har forladt:

- Jeg savner ikke håndbold – jeg savner ikke konkurrencen.

Det er ikke selve spillet så meget, som det er mentaliteten, han har lagt bag sig: Det konstante krav om at vinde, at være bedst, at være bedre end alle andre.