katrine lunde

Odense-målvogter hyldes efter pragtpræstation: "Spillende legende"

Håndboldjun. 01 , 17:33
Katrine Lunde var med til at skrive et nyt kapitel i dansk håndboldhistorie, da hun med sit rolige overblik og afgørende redninger spillede en nøglerolle i Odense Håndbolds dramatiske semifinale-sejr over Metz lørdag aften.
Med 31-29 efter forlænget spilletid er det første gang, at fynboerne skal spille en Champions League-finale og netop Lunde blev af holdkammeraterne fremhævet som den afgørende faktor, da kampen skulle afgøres i de mest pressede minutter.
Den 44-årige norske keeper er på ingen måde uvant med de store scener.
Med syv Champions League-titler på CV’et bringer hun en erfaring og ro, som hendes yngre holdkammerater tydeligvis læner sig op ad.
- Hun er jo bare vild, sagde playmaker Helena Elver til TV 2 Sport.
- Hun har bare noget rutine og noget ro, som er helt fantastisk at være en del af.
Katrine ‘crunchtime’ Lunde
Kampen mod Metz udviklede sig til en mental styrkeprøve, særligt i anden halvleg, hvor Odense pludselig var bagud med syv mål.
Netop da var det, at Lunde kom ind og leverede redninger og lederskab, som ændrede kampens rytme.
Louise Burgaard, der for første gang skal spille en Champions League-finale, satte ord på den respekt, der omgiver Lunde:
- Katrine ‘crunchtime’ Lunde – hvad mere kan man sige?
Burgaard beskrev, hvordan det at spille med den norske legende føles som en gave:
- Jeg nyder hvert sekund af de her sidste uger, hvor man får lov til at lære af hende og hendes sindssyge erfaring. Altså hun er en spillende legende.
På spørgsmålet om, hvorvidt Lunde bare er iskold i de afgørende situationer, svarede hun enkelt:
- Ja. Det er faktisk lige præcis det ord, jeg vil bruge.
En lederskikkelse i målet – og i gruppen
Lunde selv nedtonede sin egen rolle og understregede, at holdets forsvar var afgørende.
- De har hele æren selv, og de arbejder fantastisk i forsvaret, sagde hun til TV 2 Sport. Hun forklarede, at hendes bidrag i høj grad handler om at skabe tryghed og ro omkring sig:
- Jeg må prøve at give det, jeg kan.
Før søndagens finale mod Györ, havde Lunde et enkelt budskab til sine holdkammerater: Fokus på spillet og på hinanden.
- At prøve at nyde det, selvom det er svært, fordi du er i kampen. Men at være gode mod hinanden og have en god kommunikation.
Søndag aften står Odense Håndbold over for den største kamp i klubbens historie.
Mest læste