gettyimages 2202104853

Redningsprocent på 49: Emil Nielsen brillierer for Barcelona

Håndboldmar. 28 , 9:48

Et spændende opgør i den spanske liga viste endnu en gang, hvordan marginaler og momentum kan vende lynhurtigt i professionel håndbold.

Der var både gnister og spænding i luften, da Abanca Ademar León tog imod mægtige Barcelona i den spanske håndboldliga.

Hjemmeholdet åbnede opgøret med selvtillid og skarphed, og i kampens første 12 minutter var det faktisk dem, der satte dagsordenen.

Med en offensivt eksplosiv Edu Fernández i front og et publikum i ryggen bragte León sig foran 4-2 og 5-3 – og drømmen om en sensation begyndte så småt at tage form.

Barcelona, med Carlos Ortega på sidelinjen, tog sig dog hurtigt sammen.

Med langtrukne angreb og stor tålmodighed fik de blå-røde stabiliseret spillet, og omkring det 17. minut kom de for første gang komfortabelt foran med 13-10.

Fra det punkt ændrede kampen karakter. Emil Nielsen begyndte at lukke ned i målet, og pludselig blev det svært – næsten umuligt – for Ademar-spillerne at finde netmaskerne.

Ved pausen førte gæsterne 20-13, men det fortæller ikke hele historien, for selvom Barça var effektive og kyniske, så nægtede León at smide håndklædet.

Emil Nielsen lukkede og slukkede

Mens Barcelona kunne rulle profiler som Richardson, Wanne, Mem og Frade i stilling, var det en dansker, der for alvor satte dagsordenen.

Emil Nielsen havde ifølge La Nueva Crónica momenter i kampen hvor hans redningsprocent toppede helt oppe på 53.

Han sluttede med en procent på 48,75, og det var hans præstation, der bar holdet igennem perioderne med defensiv usikkerhed.

Nielsen pillede pynten af Leóns skytter, der ellers havde spillet sig tættere på med stillingen 22-26 midt i anden halvleg.

I sekvenser, hvor hjemmeholdet var i overtal, lykkedes det dem ikke at udnytte chancerne – og det skyldtes i høj grad den danske keeper, der gang på gang parerede en masse kvalificerede afslutninger.

En redningsprocent tæt på 50 er en præstation af de sjældne på dette niveau, men endnu vigtigere var timingen af Nielsens redninger, for hver gang León lignede et hold, der kunne skabe spænding, stod han i vejen.

Slutresultatet lød på 35-30 til gæsterne. Et udtryk for klasseforskel, javist – men også et vidnesbyrd om, at León nægtede at give op, og at det først var i slutfasen, at Barcelona endegyldigt lukkede kampen.

Med syv mål på kontoen blev Melvyn Richardson topscorer for gæsterne, men det var Nielsen, der løb med kampens hovedrolle.

Med sejren manifesterer Barça deres position i toppen af ligaen, hvor de fører med hele 12 point ned til nummer to.

Mest læste