Når det afgøres på få procenter og sekunder, kan præcision og tilstedeværelse gøre forskellen. Det ved flere af deltagerne alt om.
Når Final4-stævnet i Champions League løber af stablen i Köln denne weekend, er der ekstra opmærksomhed på én dansk spiller.
FC Barcelonas målmand
Emil Nielsen er blevet fremhævet af det europæiske håndboldforbund (EHF) som en afgørende spiller.
På det sociale medie X har EHF delt en video af Nielsen, hvor han redder et straffekast mod Magdeburg, og skrevet:
- “Kongen af de afgørende øjeblikke! Emil Nielsen har altid leveret i Köln. Bedste målmand ved #ehffinal4?”
Forud for weekenden er den danske målmand ikke bare udset til at være en vigtig brik for sit hold.
Han er blevet et symbol på, hvad det vil sige at præstere, når presset er størst.
Statistikker og profiler bag holdene
Ifølge Hbold.dk er der solide tal bag den anerkendelse, Emil Nielsen får.
Han har den højeste gennemsnitlige redningsprocent i hele Champions League-turneringen med 33,7 procent.
I åbent spil ligger han på 33,9 procent, hvilket er næsthøjest blandt alle målmænd, og på syvmeterskast er han den bedste med 27,4 procent reddede forsøg.
Barcelona har generelt et stærkt forsvar og tillader kun 58,8 procent scoringer, det laveste i hele turneringen.
Men der er også andre spillere, der kommer til at sætte deres præg på Final4.
Mathias Gidsel fra
Füchse Berlin er en offensiv nøglefigur og turneringens næstmest scorende spiller med 126 mål.
Han står for 22,7 procent af sit holds ikke-straffekastbaserede afslutninger.
Gidsel har scoret med en imponerende præcision på 72,8 procent fra åbent spil og er med til at gøre Berlin til det mest effektive angrebshold i turneringen.
Dertil kommer også Thibaut Briet for HBC Nantes som en bærende kraft i begge ender.
Han fører turneringen i antal blokerede skud og spiller også en væsentlig offensiv rolle.
Nantes går dog ind i weekenden som underdog med blot 15,6 procents chance for at vinde ifølge statistiske modeller.
Fire hold, fire styrker
Final4-feltet er alsidigt, hvad angår både spillestil og profiler.
FC Barcelona anses som favoritter med 35,1 procents vinderchance, især på grund af deres stærke forsvar og Emil Nielsens solide præstationer i målet.
SC Magdeburg har haft en svingende sæson præget af skader, men med Felix Claars comeback har de løftet sig.
Han har stået for 21 procent af holdets angreb efter sin tilbagevenden og har scoret næsten seks mål pr. kamp med 66,2 procent træfsikkerhed.
Det gør ham til en afgørende brik i Magdeburgs drømb om succes, selv om holdet kun vurderes til at have en vinderchance på 19,9 procent.
Mathias Gidsels Füchse Berlin vurderes til at have 29,4 procents chance for at vinde på trods af svagere defensive præstationer.
Deres målmænd har den laveste redningsprocent blandt Final4-deltagerne med kun 26,9 procent.