Danmark må undvære to af sine største ishockeyprofiler, når verdensmesterskabet i ishockey løber af stablen på hjemmebane i maj.
Lars Eller og
Oliver Bjorkstrand kommer ikke i spil til turneringen, der for Danmarks vedkommende foregår i Boxen i Herning.
Landstræner Mikael Gath havde allerede forudset, at det kunne blive vanskeligt at få spillere hjem fra
NHL, hvor slutspillet netop nu er i gang.
Håbet var dog, at enkelte ville blive tilgængelige, hvis deres klubber blev slået ud tidligt. Den mulighed er nu udelukket for to danske profiler.
Slutspil og skade spærrer vejen
Lars Eller og Washington Capitals spillede sig natten til torsdag videre i NHL’s Stanley Cup-slutspil. Det sætter en naturlig stopper for Ellers VM-deltagelse.
– NHL-spillere er kun en mulighed, hvis deres hold ikke spiller slutspil, så det er ikke aktuelt, da vi selv spiller. Jeg håber, at Danmark får et godt VM på hjemmebane, skriver Lars Eller i en sms til DR Sporten.
Også Oliver Bjorkstrand er ude – dog af helbredsmæssige årsager.
Selvom hans klub, Tampa Bay Lightning, netop er blevet slået ud af slutspillet af Florida Panthers, vil en skade forhindre den danske forward i at stille op.
– Jeg blev desværre skadet lige før slutspillet i mit venstre lår, skriver Bjorkstrand, der forklarer, at han lider af kompartmentsyndrom – en tilstand, hvor der opstår øget tryk i en muskel, som kan kompromittere blodforsyningen og føre til alvorlige skader.
Ifølge sundhed.dk opstår skaden ofte ved knoglebrud eller vævsskader, og den kræver længere tids heling.
– Jeg ville ikke være klar til at spille før om tre-fire uger, tilføjer han.
Et hårdt slag for spilleren – og holdet
Bjorkstrand, som i marts blev traded fra Seattle Kraken til Tampa Bay Lightning, kalder det frustrerende at misse slutspillet og ikke mindst muligheden for at repræsentere Danmark til et VM på hjemmebane.
– Det har været hårdt at misse slutspillet på grund af en skade efter at være blevet traded til Tampa, og oveni er det også rigtig træls, at jeg ikke har mulighed for at spille VM på hjemmebane, skriver han.
VM i ishockey 2025 spilles fra 9. til 25. maj i både Sverige og Danmark.
De danske kampe afvikles i Jyske Bank Boxen i Herning, mens Avicii Arena i Stockholm huser Sveriges gruppe.
Danmark er i gruppe B sammen med blandt andre USA, Schweiz og Tyskland og åbner mod netop USA.