Stian Solberg

Vendte 5-1 til 5-5: "Det vildeste der nogensinde er sket"

Ishockeymaj 15 , 10:25
Det lignede en regulær ydmygelse, men så skete der noget, ingen havde set komme. Selv eksperterne famlede efter ord.
Da USA bragte sig foran 5-1 mod Norge efter blot 23 minutters spil ved ishockey-VM i Herning, lignede det et opgør, hvor den nordamerikanske storfavorit ville cruise sig til tre sikre point.
Norges defensiv haltede, og den unge keeper Mathias Emilio Pettersen så ud til at få en lang aften.
Men pludselig skete der noget uventet.
Norge begyndte langsomt at arbejde sig ind i kampen igen, og med en blanding af vilje, held og individuel klasse fik de reduceret USA's forspring, inden de til sidst formåede at udligne.
De norske kommentatorer kunne næsten ikke tro deres egne øjne.
Den tidligere landsholdsspiller og nuværende Viaplay-ekspert Patrick Thoresen kaldte det for “en oplevelse, jeg aldrig har haft i mine 22 år på landsholdet”, mens kommentator Kasper Wikestad udbrød: “Er vi vidner til et hockeymirakel?”
Og det var de.

Hattrick fra 19-årigt stortalent

Med ét minut tilbage på uret var det så den blot 19-årige Stian Solberg, der satte punktum for Norges vanvittige comeback.
Den unge back, der til daglig spiller for San Diego Gulls, hamrede pucken ind til 5-5 og sikrede dermed Norge deres første point ved VM.
Det var ikke første gang, Solberg nettede i kampen. Faktisk blev det til et hattrick, hvilket er fuldstændigt vanvittigt for en forsvarsspiller i VM-turnering.
TV2 Norge skriver, at eksperter og trænere var målløse over præstationen, og hockeyekspert Josefine Biseth Engmann kaldte det “helt sygt”, at en back kan score tre mål mod USA i en VM-kamp.
Selv sagde Solberg med et grin, at han ikke havde scoret hattrick, siden han spillede U10-hockey.
– Jeg kommer aldrig til at glemme den her kamp, sagde han efter slutfløjtet.

Pointet, der kan ændre alt

Selv om Norge i sidste ende tabte kampen 6-5 i forlænget spilletid, var pointet, de fik ud af at nå uafgjort i ordinær tid, intet mindre end vitalt.
Inden kampen lå Norge sidst i gruppe B uden point, men det ene point mod USA bringer dem op på niveau med flere af de hold, de kæmper mod i nedrykningskampen.
Ifølge TV2 Norge vurderer landstræner Tobias Johansson, at det ene point kan vise sig at blive afgørende.
Norge har nemlig to nøglekampe tilbage i gruppespillet mod Danmark og Ungarn, og hvis de skal overleve i den bedste VM-række, skal mindst én af de kampe vindes i ordinær tid.
– Det her ene point kan blive det, der holder os i toppen. Men vi skal bruge mere, og det ved vi godt, sagde Johansson.
Netop kampen mod Danmark venter nu i horisonten. Et skandinavisk opgør med alt på spil og en norsk tro på mirakler, som pludselig ikke virker helt så urealistisk.
Norge har i øvrigt ikke vundet over USA siden 1951.
Mest læste