Mikkel Jensen

Dansk racerkører bryder med sit team: Rygtes til McLaren

Motorsportnov. 04 , 9:31
Mikkel Jensen stopper hos Peugeot efter fire år og søger nye udfordringer, der kan matche hans ambitioner om sejre i Le Mans og VM-serien.
Efter fire sæsoner hos Peugeot takker Mikkel Jensen af.
Den danske racerkører bekræfter selv bruddet med det franske Hypercar-hold kort før weekendens sæsonfinale i langdistance-VM.
Mikkel Jensen har gennem sin tid hos Peugeot markeret sig som en af holdets mest betroede profiler, men samarbejdet har ikke indfriet de sportslige ambitioner.
Nu søger den 30-årige århusianer nye udfordringer andetsteds.
- Jeg har besluttet mig for at bevæge mig videre til et andet eventyr. Denne weekend bliver mit sidste løb med Peugeot Sport, skriver Mikkel Jensen på Instagram.
Han tilføjer, at han er taknemmelig for den mulighed, Peugeot gav ham.
- Peugeot viste mig tillid ved at placere mig på øverste niveau i sportsvognsløb – noget som jeg altid vil være dem taknemmelig for.
Store ambitioner – og en mulig McLaren-fremtid
Mikkel Jensen har siden skiftet til Peugeot i 2021 været en del af Hypercar-projektet sammen med flere tidligere Formel 1-kørere.
Han har dog sideløbende opnået stor succes i LMP2-klassen i USA, hvor han har vundet 12 ud af 32 løb og været nummer to fem gange.
Selvom næste skridt endnu ikke er bekræftet officielt, peger meget på, at Mikkel Jensen slutter sig til McLarens nye satsning på sportsvogne.
Det britiske team forbereder en større indtræden i langdistance-VM og ventes at blive fuldgyldigt medlem fra 2027.
McLaren har tidligere markeret sig i Le Mans med sejren i 1995 og arbejder nu med målet om at være konkurrencedygtige på flere fronter, herunder Formel 1 og Indycar.
Peugeot-projektet blev aldrig en succes
Overgangen til Hypercar-klassen blev ikke den succes, som Mikkel Jensen havde håbet på.
Den Peugeot 9X8, han var med til at debutere, blev designet uden en traditionel bagvinge.
Det viste sig at være en teknisk fejl, og bilen kunne ikke følge med konkurrenterne.
Derudover blev Hypercar-reglementet ændret, efter at centrale designbeslutninger var truffet.
Dermed blev projektet sportsligt hæmmet fra begyndelsen.
I et interview med Ekstra Bladet tidligere på året understregede Mikkel Jensen, at næste kontrakt skal kunne bringe ham tættere på sejre i både VM-serien og det prestigefyldte Le Mans-løb.
- Jeg føler, at de næste fem år er toppen af min karriere. Og derfor er det vigtigt at være det rigtige sted, sagde han.
Mest læste

Mest læste

Loading