Tre mænd forsøgte at presse over 100 millioner kroner ud af Schumacher-familien for ikke at offentliggøre fortrolige billeder, videoer og lægejournaler. Nu er dommen faldet.
En opsigtsvækkende afpresningssag mod Michael Schumachers familie har nu fundet sin afslutning i en tysk retssal. Det skriver tyske Bild.
Hovedmanden bag, en 53-årig dørmand ved navn Yilmaz Tozturkan, er blevet idømt tre års fængsel. Sammen med sin søn og Schumachers tidligere bodyguard forsøgte han at afpresse familien for 15 millioner euro – svarende til godt 112 millioner kroner – ved at true med at offentliggøre dybt private oplysninger om den syvdobbelte Formel 1-verdensmester.
Sagen har chokeret mange, da Schumacher-familiens privatliv har været skærmet fuldstændigt af siden racerlegenden kom alvorligt til skade i en skiulykke i 2013. Offentligheden kender ikke til hans nuværende tilstand, og der har ikke været delt billeder eller videoer af ham i årevis.
Under retssagen i Wuppertal kom det frem, at de dømte havde adgang til en harddisk med mere end 1.500 billeder, videoer og lægejournaler.
Bodyguarden menes at have skaffet materialet, som derefter blev overleveret til dørmanden, der kontaktede familien med truslen om at offentliggøre det på det mørke internet, hvis ikke de betalte det krævede millionbeløb.
Mens dørmanden fik tre års fængsel, slap hans søn – som er IT-ekspert – med en betinget dom på seks måneder. Bodyguarden modtog en betinget dom på to år. Inden dommen blev afsagt, udtrykte Yilmaz Tozturkan fortrydelse i retten:
"Jeg er meget ked af det og skammer mig over det, jeg har gjort. Det var en meget modbydelig ting. Jeg tager det fulde ansvar."
Schumacher-familiens advokat Thilo Damm har dog ikke tænkt sig at lade sagen ligge. Han har meddelt, at familien vil appellere, da de mener, at dommene er for milde i forhold til forbrydelsens alvor.
Samtidig skaber en uafklaret detalje stor bekymring hos familien: Harddisken med det følsomme materiale er endnu ikke blevet fundet.