kyrie irving dallas mavericks nba

Dallas Mavericks ramt af endnu et slag - Kyrie Irving har revet korsbåndet over

NBAmar. 04 , 18:39

Mavericks kæmper for en slutspilsplads, men mister nu en af deres største profiler.

Dallas Mavericks’ sæson har taget endnu et dyk.

Kyrie Irving har revet sit venstre korsbånd over, og den 32-årige stjerne står nu foran en længere pause.

Skaden skete i nattens opgør mod Sacramento Kings, hvor Irving efter et sammenstød måtte udgå allerede i første periode. Efter kampen bekræftede ESPN, at skaden var så alvorlig som frygtet.

Skaden kommer på det værst tænkelige tidspunkt for et Dallas-hold, der allerede er i frit fald.

Mavericks tabte opgøret mod Kings 98-122 og har nu tabt fire af de seneste fem kampe. Holdet er dermed dumpet ned på en tiendeplads i Western Conference, hvilket betyder, at de balancerer på grænsen til overhovedet at komme med i play-in-turneringen.

En turbulent sæson i Dallas

Irving har været en af holdets mest vitale spillere i denne sæson med et gennemsnit på 24,7 point per kamp.

Han var blevet endnu vigtigere efter Luka Dončićs opsigtsvækkende skifte til Los Angeles Lakers i starten af februar – en handel, der fortsat vækker stærke reaktioner blandt Mavericks-fans.

Dončić blev byttet væk i en historisk handel, hvor Dallas til gengæld fik Anthony Davis, en af ligaens bedste forsvarsspillere.

Men Davis’ tid i Mavericks-trøjen har indtil videre været en skuffelse, da han allerede i sin debut pådrog sig en lyskeskade, der har holdt ham ude lige siden.

Mavericks-fans i oprør

For Dallas-fansene har sæsonen været en katastrofe. Udskiftningen af Dončić, holdets ubestridte superstjerne, har ført til flere protester, og frustrationerne mod general manager Nico Harrison vokser.

Ved flere hjemmekampe har tilskuerne råbt på hans afgang, da mange mener, at hans beslutninger har sendt Mavericks i den forkerte retning.

Nu står Dallas i en endnu mere presset situation.

Med Irving skadet og Davis stadig ude ser resten af sæsonen yderst dyster ud.

Mavericks har fortsat en chance for at nå slutspillet, men uden deres største offensive våben bliver det en ekstremt svær opgave.

Mest læste

Mest læste