NBA-stjernen havde ikke styr på sin hund, og derfor er han nu blevet sagsøgt.
Tager man sin hund med om bord på et fly, er det vigtigt at have den under kontrol. Det havde NBA-stjerne
Kyle Kuzma ikke, og derfor bliver han nu sagsøgt.
Konkret er der tale om en flyvetur, der fandt sted den 4. maj i år. Ifølge mediet TMZ var der tale om en flyvning i Californien, men mediet rapporterer ikke noget om, hvor flyet gik til eller fra.
På et tidspunkt mistede Kuzma angiveligt kontrollen over sin hund, der gik til angreb på en mand ved navn Bernado Tosto. Han endte med at blive bidt i sin højre arm, da han gik forbi den tilsyneladende aggressive hund.
Tosto mener nu, at han pådrog sig så alvorlige skader, at den kendte NBA-stjerne skal betale for dem.
Det er Kuzma, der har ansvaret for angrebet, da han ikke gjorde noget for at holde styr på sin hund. Derfor havde han altså ikke fat i hunden, da den gik amok om bord på flyet.
Ekstra Bladet skriver, at Kuzma har delt flere billeder på Instagram, hvor han poserer med hunde. Det vides dog ikke, hvilken af hans hunde, der stod bag bidet på Tosto.
TMZ har forsøgt at få Kuzma i tale, da de gerne ville have en kommentar til de anklager, der er fremsat mod ham. Den 28-årige NBA-stjerne er dog ikke vendt tilbage på deres henvendelse.
Kuzma er under kontrakt hos holdet Washington Wizards, der natten til torsdag dansk tid tog hul på den nye sæson i NBA. Det gik dog ikke, som de havde håbet, da de tabte til Indiana Pacers med 120-143. Derfor er det ikke kun hundeangrebet, som Kuzma har grund til at ærgre sig over.