LeBron James har tilføjet endnu en rekord til sit CV. Denne gang er der tale om en ny personlig rekord. På trods af, at NBA-stjernen LeBron James er i fuld gang med sin 20. sæson og er rundet 38 år, er han slet ikke færdig med at imponere på højeste niveau.
Tirsdag morgen dansk tid var det igen James, der var en af de mest afgørende kræfter for Los Angeles Lakers, da de vandt kamp nr. 4 i slutspilsserien mod Memphis Grizzlies med 117-111.
Ikke nok med, at han stod for at score 22 point, blev han også noteret for 20 rebounds. Det er første gang, at han har opnået at levere 20 rebounds i løbet af en kamp.
Det vidner klart og tydeligt om, at James fortsat har et meget højt niveau, hvilket han også beviste tidligere på året. Her blev han nemlig den mest scorende spiller i NBA's historie i grundspillet - og samme rekord besidder han også i slutspillet.
På flere punkter var James også en meget afgørende spiller for Lakers tirsdag morgen, da han med en sen scoring bragte kampen i overtid. Her lykkedes det for James og co. at sikre sejren.
Med blot seks sekunder tilbage af kampen, modtog han bolden og satte kursen mod kurven. Her leverede han den vigtige scoring, der bragte kampens score op til 106-106, hvilket fik publikum til at gå amok.
Los Angeles Lakers vandt ikke tilstrækkeligt med kampe i grundspillet, hvorfor de ikke var sikret en direkte billet til slutspillet, men adgangen optjente de via en såkaldt play-in-kamp.
De har vundet tre af de første fire kampe mod Memphis Grizzlies. En sejr mere giver dem billet til anden runde, hvor de skal møde enten Sacramento Kings eller Golden State Warriors.