Storfavoritterne fra Milwaukee Bucks er blevet slået ud af NBA-playoffs efter et overraskende kollaps. Milwaukee Bucks gik indtil NBA-playoffs som et af de bedste hold i ligaen, og med en stor tro på, at de havde en god chance for at vinde deres anden titel på tre sæsoner.
I stedet er de færdige allerede inden maj, efter at have tabt på meget overraskende vis i første runde af NBA-playoffs.
Bucks, der var spået til at gå hele vejen, kollapsede for anden kamp i træk og tabte 128-126 i overtiden til Miami, hvorfor de sammenlagt tabte 4-1 til det Florida-baserede hold.
Efter kampen udtalte stjernen Giannis Antetokounmpo sig, og her blev han spurgt om, hvorvidt det blev betragtet som en fiasko, at de er ude.
"Der er ingen fiaskoer i sport," sagde Antetokounmpo ifølge Stuff.
"Der er gode dage og dårlige dage. Nogle dage kan du være succesfuld. Andre dage kan du ikke. Nogle dage er det din tur. Andre dage er det ikke din tur."
"Det er det sport handler om. Du vinder ikke altid. Andre folk kommer til at vinde. Og i år er der andre, der kommer til at vinde. Så simpelt er det."
Bucks er kun det sjette hold, der var seedet som nr. 1, til at tabe til et hold, der var seedet som nr. 8 i første runde.
Også Bucks-træner Mike Budenholzer udtalte sig efter kampen, hvor han understregede, at de naturligvis var meget skuffede over at være blevet slået ud så tidligt.
"Der er en masse skuffelse, når din sæson ender, uanset hvordan det sker," lød det fra ham ifølge Stuff.
"Det er en svær følelse. Det er en skuffende følelse. Jeg tror på disse gutter. Vi er alle nødt til at gøre det bedre."