Caitlin Clark WNBA

WNBA-spillere i opråb: Betal os hvad I skylder os

NBAjul. 22 , 18:19
Under All-Star Weekenden i Indianapolis rettede en række af WNBA's største profiler en markant appel mod ligaens ledelse.
Iført sorte trøjer med teksten "Pay Us What You Owe Us" satte spillerne fokus på ulighed i løn og krav om bedre vilkår.
Baggrunden for protesten er forhandlingerne om en ny kollektiv overenskomst mellem spillerforeningen og WNBA, der skal afløse den nuværende aftale, som udløber den 31. oktober.
Ifølge spillerne lever den eksisterende aftale ikke op til den rolle, de selv spiller i ligaens udvikling.
Stigende opbakning og økonomisk vækst
WNBA har de seneste år oplevet en markant stigning i opmærksomhed og kommerciel interesse.
Det kommer blandt andet til udtryk i et stigende antal tv-seere, hvor seertallet ifølge ligaen selv er steget med 23 procent i den seneste sæson.
Tilskuertallet til kampene er steget med 26 procent, og salget af merchandise er steget med 40 procent.
Flere af spillerne peger på, at den økonomiske vækst endnu ikke er blevet afspejlet i deres løn eller i vilkårene generelt.
Spillerrepræsentanten Nneka Ogwumike understregede under weekenden, at det er spillerne, der har skabt den øgede interesse, og derfor bør de også kompenseres derefter.
- Når vi ser på ligaens vækst, så sikrer den nuværende lønaftale os ikke det, vi fortjener. Vi vil have en fair andel fremadrettet, især med alle de investeringer, som ligaen får, lød det fra Seattle Storm-spilleren.
Trussel om arbejdsnedlæggelse
Kritikken blev yderligere forstærket af Natasha Cloud fra New York Liberty, der anklagede ligaens kommissionær, Cathy Engelbert, for ikke at udnytte det nuværende momentum.
Ifølge Cloud risikerer WNBA at ende i en konflikt, hvis ikke ledelsen imødekommer spillernes krav.
- Vi kommer til at fortsætte med at kæmpe for det, som vi fortjener. Det er spillerne, der har bygget det her brand og den her liga. Der er ikke nogen liga uden spillerne, udtalte Cloud og tilføjede, at spillernes krav ikke handler om luksus, men om respekt og retfærdighed.
Cathy Engelbert fastholder, at hun har en ambition om at lande en ny aftale inden den nuværende udløber.
Hun betoner, at hun deler mange af spillernes ønsker, men understreger også, at processen tager tid.
- Målet er stadig at have en fair, kollektiv aftale. Jeg vil mange af de samme ting, som spillerne vil, men vi er også i en proces, hvor vi bevæger os frem og tilbage, sagde Engelbert efter All-Star Weekenden.
Spillerne har meddelt, at de ikke længere vil nøjes med at være taknemmelige for "krummer", og presser nu på for en aftale, der sikrer rimelige forhold både nu og i fremtiden.
Mest læste

Mest læste