Mark Sanchez

Ikonisk tidligere NFL-spiller stukket ned

NFLokt. 05 , 14:58
Mark Sanchez er blevet indlagt med stiksår og sigtet for vold efter en fysisk konfrontation i Indianapolis.
Den tidligere NFL-quarterback Mark Sanchez blev lørdag indlagt med stiksår efter et slagsmål i Indianapolis.
Sanchez, der spillede ti sæsoner i NFL og er mest kendt for sin tid hos New York Jets, er nu efterfølgende blevet sigtet for flere forhold.
Ifølge politiet i Indianapolis og Fox Sports, hvor Sanchez i dag arbejder som NFL-ekspert, fandt hændelsen sted kort efter midnat natten til lørdag.
To mænd var involveret i det, politiet betegner som en fysisk konfrontation.
En person fik stiksår, mens den anden fik snitsår.
Sigtes for flere forhold
Senere på dagen bekræftede politiet, at Mark Sanchez er blevet sigtet for vold, ulovlig indtrængen i et motorkøretøj og for at være beruset i offentligheden.
Fox Sports meddelte, at Sanchez befinder sig i stabil tilstand på hospitalet:
- Mark Sanchez kom til skade i Indianapolis lørdag og er ved at komme sig på hospitalet, hvor han er i en stabil tilstand. Vi er dybt taknemmelige over for lægerne og for deres pleje og støtte, skriver mediet på det sociale medie X.
Lang NFL-karriere afsluttet i 2018
Mark Sanchez blev valgt som nummer fem i draften i 2009 af New York Jets efter en flot karriere i college hos USC.
Han spillede fem sæsoner for Jets, inden han skiftede til Philadelphia Eagles.
I alt blev det til ti sæsoner i NFL, hvor han også repræsenterede Denver Broncos, Dallas Cowboys, Chicago Bears og Washington Commanders.
Succesen i NFL udeblev og Sanchez sluttede sin karriere med 37 sejre og 36 nederlag som startende quarterback.
Han er nok mest kendt for den ikoniske "butt-fumble", hvor han løb ind i en holdkammerat og efterfølgende tabte bolden.
Hændelsen kommer på et tidspunkt, hvor Sanchez skulle have medvirket i Fox Sports' dækning af søndagens kamp mellem Indianapolis Colts og Las Vegas Raiders.
Det bliver nu uden den tidligere quarterback i kommentatorboksen.
Mest læste

Loading