Super Bowl-mestrenes mest effektive spil kan blive fjernet fra ligaen efter modstand fra rivaler.
Philadelphia Eagles har gjort det til en kunst at udføre det såkaldte tush push – et spil, der i den forgangne NFL-sæson var en af holdets mest frygtede våben.
Men nu kan spillet, der især har skabt debat på grund af dets effektivitet, blive forbudt.
Ifølge NFL-organisationens vicepræsident for kampe Troy Vincent er tush push blevet en del af dagsordenen for potentielle regelændringer i ligaen.
Det sker på baggrund af en officiel forespørgsel fra et unavngivet NFL-hold – ifølge flere kilder Green Bay Packers – som ønsker spillet forbudt.
"Klubbens forslag er, at vi bliver nødt til at lave nogle ændringer på det her. Er det et holdbart spil inden for amerikansk fodbold?" siger Vincent.
For at et regelændringsforslag skal vedtages i NFL, kræver det opbakning fra mindst 24 ud af de 32 hold, så der venter en afstemning, hvis forslaget går videre.
Tush push er en videreudvikling af det klassiske quarterback sneak, hvor quarterbacken forsøger at vinde en kort distance – typisk én yard – ved at kaste sig frem bag sin offensive linje.
I tush push-versionen bliver quarterbacken skubbet i ryggen af sine holdkammerater, hvilket gør det langt lettere at avancere i et tætpakket forsvarsområde.
Philadelphia Eagles har forfinet teknikken til perfektion, og spillet har nærmest været ustoppeligt.
Det blev blandt andet brugt afgørende i Eagles’ sejre i NFC-finalen og i Super Bowl-triumfen over Kansas City Chiefs.
Modstandere argumenterer for, at spillet fjerner en væsentlig del af den fysiske balance i sporten og reducerer forsvarernes mulighed for at stoppe angrebet, mens tilhængere mener, at det blot er et udtryk for smart taktisk udnyttelse af spillets regler.
Green Bay Packers, som ifølge rygterne står bag forbudsforslaget, mødte Eagles to gange i den netop overståede sæson – og tabte begge kampe.
Om det spiller en rolle i ønsket om et forbud er uvist, men det er ikke usædvanligt, at hold forsøger at påvirke regelændringer, når et bestemt spil giver en konkurrent en markant fordel.
Om tush push bliver fortid i NFL, vil afhænge af, hvor mange hold der ser det som et ubalanceret spil.
Med Eagles’ enorme succes med teknikken er det dog ikke overraskende, at modstandere vil forsøge at få det fjernet.
Spørgsmålet er, om NFL er klar til at ændre reglerne – eller om de vil lade holdene finde en måde at stoppe spillet på, i stedet for at forbyde det.