Et par turneringsvalg har sat gang i en debat, der nu ændrer vilkårene for verdens bedste spillere.
Det internationale skakforbund FIDE har netop indført en ny regel, der skal bremse det fænomen, der i skakkredse bliver kaldt “farming”.
Begrebet dækker over, at højt rangerede spillere stiller op i mindre turneringer mod langt svagere modstandere for at samle flere ratingpoint eller sikre sig kvalifikation til større mesterskaber.
Den japanskfødte amerikaner
Hikaru Nakamura er blevet symbolet på fænomenet.
I løbet af blot ni dage i august og september spillede han to mindre turneringer og vandt alle sine elleve partier mod markant lavere rangerede spillere.
Officielt handlede det for ham ikke om at klatre på verdensranglisten, men om at spille nok partier til at opfylde kravene for at komme med i næste års kandidatturnering.
Verdens nummer ét
Magnus Carlsen har tidligere kaldt Nakamuras fremgangsmåde “pragmatisk og nok det rigtige at gøre,” men også “så skamløst, at man næsten må beundre det”.
Nye regler, nye udfordringer
Ifølge NRK var det netop Nakamuras strategi, der fik FIDE til at ændre reglerne.
Hidtil har spillere fået deres modstanders rating justeret op til en minimumsgrænse på 400 point under egen rating, hvis forskellen var større end det.
Den beskyttelse gælder nu ikke længere for spillere med en rating over 2650 point.
Forandringen betyder, at de bedste spillere får langt mindre udbytte af at slå modstandere med lav rating og samtidig risikerer de at miste point, hvis de ikke vinder.
Den norske stormester Johan-Sebastian Christiansen har en rating på 2661 og er nummer 57 i verden,nog han mener, at ændringen rammer forkert:
- Det giver ikke så meget mening. Man sidder i de første runder mod svagere spillere uden at have noget at vinde og med risiko for at tabe vigtige point.
Christiansen mener, at mange spillere på hans niveau nu skal til at overveje deres turneringsplaner, fordi de i de åbne turneringer møder alt fra amatører på 1800 point til unge talenter på 2200 point.
Kritik fra eksperterne
Flere profiler i skakmiljøet ryster på hovedet over FIDEs tiltag.
Den norske ekspert Kristoffer Gressli mener, at reglen ikke forhindrer Nakamura i at bruge samme strategi som før.
- De hælder benzin på et brændende bål. Det her er ikke den rigtige medicin, siger han og tilføjer, at ændringen mest hjælper de absolutte topspillere og ikke resten af feltet.
Nakamura selv har kaldt beslutningen “et stort tab” og har foreslået, at grænsen i stedet burde ligge ved 2720 eller 2750 point.
Han frygter, at den nuværende grænse vil få negativ indvirkning på konkurrencen.
Forbundet forsøger at skabe mere retfærdighed, men kritikere mener, at løsningen rammer de forkerte og kan give nye problemer for spillere på vej mod eliten.