Den tidligere NBA-stjerne
Derrick Rose har kastet sig over en ny sportsgren, der ligger langt fra rampelyset og de fyldte arenaer.
Derrick Rose er kendt af mange for sine præstationer på basketballbanen, hvor han i årevis var en af de mest omtalte profiler i verdens bedste liga, NBA.
Særligt hans MVP-titel i 2011 som den yngste spiller nogensinde står som et markant højdepunkt i karrieren.
Efter sin officielle afsked med sporten sidste år, har Rose dog fundet nye veje.
Han har valgt at bruge sin tid og energi på en sportsgren, der i tempo og stemning står i skarp kontrast til den verden, han kommer fra.
Rose har nemlig fået stor interesse for
skak, og det er ikke blot en privat hobby.
For nylig deltog han i en skakturnering, hvor også den norske verdensstjerne
Magnus Carlsen var med.
Her var det Rose selv, der stod som arrangør og samtidig stillede op i kampene.
En anderledes intensitet
Derrick Rose beskriver selv, hvordan skakspillet har fanget ham på en måde, han ikke havde forudset.
I et interview udtaler han, at det især er spillets kompleksitet og følelsesmæssige dybde, der tiltaler ham.
- Det er gejsten over at kende alle de muligheder, der åbner sig på skakbrættet. Der er ingen andre sportsgrene i verden, der kan det. Det knuser samtidig ens hjerte, når man taber. At tabe i skak er væsentligt værre end at tabe i basketball. Det er skørt for mig at sige, men jeg føler, at skak er mere intimt. Jeg ved ikke, hvorfor, siger han til det amerikanske medie CNN.
Skak har givet Rose en ny måde at konkurrere og fordybe sig på, og han fremhæver den mentale styrke, det kræver at navigere i spillet.
Skak som værktøj for unge
Udover at være blevet en personlig interesse, ser Rose også skak som et redskab til at støtte unge i udsatte miljøer.
Han mener, at spillet kan lære unge at tænke strategisk og handle med omtanke i stedet for at reagere impulsivt.
- De fleste børn, der vokser op nu til dags, reagerer i stedet for at tænke. Den beslutning og tilgang kan koste liv afhængig af, hvilken situation, de befinder sig i. Jeg vil altid opfordre dem til at være tålmodige og velovervejede. Man skal overveje sit næste træk, udtaler han.
Han tilføjer, at skak kan lære unge at planlægge og tænke fremad i livet.
- Jeg opfordrer unge til at tænke over, hvor værdifulde deres liv er, og jeg føler, at skak kan lære dig en masse om livet. Om at være strategisk og organiseret som en ung mand, der vokser op i hårde miljøer, siger han.
Derrick Rose blev i 2008 draftet som nummer ét af Chicago Bulls, hvor han i 2011 blev kåret til årets spiller i NBA, inden en slem knæskade i 2012 slog ham ud af kurs.
Rose fandt aldrig det samme niveau igen og spillede efterfølgende for fem forskellige hold, udover Bulls, inden han i 2024 annoncerede sit karrierestop.