Når verdens bedste roere skal kæmpe om OL-medaljer i 2032, kan det blive under nogle af de mest usædvanlige forhold i moderne OL-historie.
Den australske flod Fitzroy, der er kendt for både stærke strømforhold og et aktivt krokodillemiljø, er nemlig i spil som vært for de olympiske ro-konkurrencer. Det har affødt både undren, bekymring – og en smule sort humor.
- Der er hajer i havet, og vi surfer stadig, lød det kækt fra præsidenten for Brisbane 2032's organisationskomité, Andrew Liveris, da han blev konfronteret med krokodilleproblematikken.
En kommentar, der mest af alt forsøger at afdramatisere situationen, men som ikke helt vinder gehør hos alle parter.
Fitzroy-floden løber ved byen Rockhampton, godt 500 kilometer nord for OL-værtsbyen Brisbane. Den er tidligere blevet brugt af australske OL-roere til træning, hvilket har fået lokale politikere til at pege på den som en oplagt løsning.
Førsteministeren i Queensland, David Crisafulli, afviser forslag om at flytte konkurrencerne til det mere etablerede rostadion i Sydney og siger, at det centrale Queensland er klar til opgaven.
Det har dog ikke overbevist hverken det internationale roforbund, World Rowing, eller Den Internationale Olympiske Komité (IOC).
Begge instanser har endnu ikke godkendt floden som officiel OL-venue. Tværtimod insisterer World Rowing på, at "fairness og sikkerhed er altafgørende", og at enhver bane til international kaproning skal overholde strenge tekniske krav.
Her er det ikke nødvendigvis krokodillerne, der fylder mest, men de ujævne strømforhold, der kan skabe unfair konkurrence.
Også i Danmark følges sagen tæt. Sportschef i Dansk Forening for Rosport, Thor Juul Kristensen, understreger, at han er tryg ved, at både IOC og World Rowing gennemfører grundige undersøgelser, før nogen beslutning træffes.
- Det er ikke fordi, der ikke er blevet roet steder, hvor der er krokodiller før, siger han og understreger, at det afgørende er lige konkurrencevilkår – ikke nødvendigvis dyrelivet i vandet.
Det er dog værd at nævne, at krokodillerne ikke blot er en mytisk trussel. Ifølge australske naturbeskyttelsesmyndigheder er floden et reelt habitat for saltvandskrokodiller, der kan blive op til seks meter lange.
Deres tilstedeværelse kræver derfor mere end blot Hollywood-referencer og politisk vilje, hvis sikkerheden skal være i top.