Andy Murray har reageret efter beskyldninger om, at han forsøgte at snyde i Italian Open. Skotske Andy Murray har delt en sarkastisk kommentar, hvor han takker dommer Mohamed Lahyani, efter han blev beskyldt for snyd under sin kamp i Italian Open.
Efter sin sejr i Open du Pays d'Aix, skulle Andy Murray spille mod Fabio Fognini i første runde af Italian Open. Her blev han sendt ud, efter at have tabt i tre sæt med cifrene 6-4, 4-6, 6-4.
Det var dog ikke en kamp helt uden drama. Murray var nemlig involveret i en vred diskussion med dommeren på banen.
Diskussionen fandt sted, da et slag fra Fognini blev kaldt inde af en linjedommer. Murray anfægtede, at den skulle være inde, og dommer Lahyani kiggede derfor nærmere på mærket. Det medførte, at han støttede op om den oprindelige beslutning.
"Den rammer en smule af linjen her. Linjedommerne havde ret. Der er en lille smule der. Der er en lille smule hvidt her. Den har lige rørt ved den," sagde Lahyani ifølge Mirror.
En ophidset Murray gjorde det derefter klart, at han ikke var tilfreds. Han råbte blandt andet flere gange: "Du ved godt, at du tager fejl."
Hans frustration blev tilmed understøttet af teknologien, der viste, at bolden var ude. Den såkaldte HawkEye-teknologi bruges dog ikke til disse afgørelser i Rom.
Uenigheden mellem Murray og dommeren fik tilskuerne til at bryde ud i højlydte buhråb mod den tidligere Wimbledon-mester.
Efter turneringen har Murray ikke udtalt sig om episoden, men han har nu delt en kommentar på Instagram, hvor han reagere på det.
"Et stadion fuldt med italienere, der buher og fløjter, fordi de troede jeg forsøgte at snyde Fabio for et point. Alt dette, fordi Mo ikke kunne se et mærke ordentligt. Tak, min ven," skrev han.