Efter Holger Runes alvorlige skade bakker spillerforening op om kritik af ATP-tourens pressede kalender.
Holger Rune er blevet opereret for en overrevet akillessene og står foran en lang pause fra tennissporten.
Skaden har allerede sat gang i en debat om spillernes fysiske belastning, og nu får familien Rune støtte fra spillerforeningen
PTPA.
Den 22-årige dansker blev skadet lørdag og gennemgik tirsdag en operation i Danmark.
I en pressemeddelelse sætter han ord på den svære situation.
- Det er ulykkeligt, og det har været nogle rigtig hårde dage, og jeg har været meget, meget ked af det, udtaler han.
Han ser dog fremad og lover at arbejde målrettet for at vende tilbage til topniveau.
- Jeg ved, at det kræver tålmodighed, men jeg kommer til at knokle på med genoptræningen hver eneste dag og give alt, hvad jeg har i mig, for at komme stærkt tilbage.
Ifølge estimater vil Rune være ude i op mod et år.
ATP-kalenderen under beskydning
Efter skaden har Holger Runes mor og manager, Aneke Rune, rettet kritik mod ATP.
Hun peger på, at turneringsplanen er blevet udvidet i en grad, hvor det skader spillernes helbred.
Det synspunkt møder nu støtte fra spillerforeningen Professional Tennis Players Association (PTPA), som repræsenterer spillere uafhængigt af ATP.
- I årevis har spillere og familier advaret om farerne ved den lange og ubarmhjertige tidsplan, skriver foreningen i en udtalelse til DR Sporten.
Kravene går ud over helbredet
PTPA fremhæver, at både fysiske og mentale krav på den nuværende tour går ud over spillernes velbefindende og karrierelængde.
- Det er opmuntrende at se flere stemmer henlede opmærksomheden på det, der virkelig betyder noget, nemlig sundheden og levetiden for de atleter, der gør tennis til det, det er.
Holger Rune var før skaden blandt verdens bedste spillere og havde netop påbegyndt et comeback i form og resultater.
Nu venter en lang vej tilbage for dansk tennis’ største profil.