August Holmgren

August Holmgren bestormet med hadbeskeder

Tennisjun. 29 , 11:03
August Holmgren er blevet bestormet med hadbeskeder før sin Wimbledon-debut.
Wimbledon-debutanten August Holmgren modtager hadbeskeder og trusler efter næsten hver kamp, fortæller han på et pressemøde op til årets største græsturnering.
Den 27-årige danske tennisspiller August Holmgren står foran sin Grand Slam-debut, men optakten er blevet overskygget af en strøm af hadefulde beskeder.
På et pressemøde fortæller han, at han modtager grove kommentarer og trusler i sin indbakke efter stort set hver eneste kamp, uanset udfaldet.
- Det får jeg efter stort set alle kampe, siger han.
Indholdet spænder fra det harmløse til det decideret ubehagelige.
Nogle skriver blot, at de ønsker deres penge tilbage, hvis de har tabt et væddemål, mens andre går meget længere.
- Det er det værste, du kan forestille dig. Det allermildeste er, at folk spørger, om de kan overføre pengene retur, som de har tabt.
- Det værste er, at de kan finde på at sige, at de håber min familie dør af kræft. Eller at jeg skal passe på og kigge mig over skulderen om aftenen, siger Holmgren.
Han fortæller også, at han en enkelt gang er blevet konfronteret i virkeligheden af en utilfreds spiller.
Personen henvendte sig under dække af at være fan, men nævnte senere, at han havde tabt penge på en af Holmgrens kampe.
- Det er jo ikke så galt. Men det er lidt latterligt, ikke?
Rutine i at slette beskeder
Holmgren har ikke været skånet for de digitale angreb på noget tidspunkt i sin karriere.
Han oplevede lignende beskeder allerede under turneringer på lavere niveau.
- Det har været sådan i mange år. Det er jo ikke bare her på det her niveau. Det er helt nede på kvalifikation til små Futures-turneringer.
- Lige så snart der er en dommer på, er der livescore og betting. Jeg har oplevet det i alle de år, jeg har spillet.
Han forsøger at beskytte sig mod de grove beskeder ved at undgå at læse dem.
Som regel kommer de som anmodninger på sociale medier, og han har gjort det til vane at slette dem med det samme.
- Jeg prøver at lade være med at læse dem. Hvis jeg har tabt eller i det hele taget bare spillet, sletter for det meste bare alle beskederne uden at læse dem først.
Holmgren skal spille sin første kamp i hovedturneringen tirsdag, hvor han møder franske Quentin Halys i første runde af Wimbledon.
Mest læste

Mest læste