gettyimages 2194156762

Bizar advarsel: Frances Tiafoe straffet for glædesudbrud

Tennisaug. 01 , 10:02
Frances Tiafoe var alt andet end tilfreds med dommerens beslutninger under kampen i Toronto, hvor både sproglige udbrud og tidsovertrædelser udløste advarsler.
Det var ikke kun spillet på banen, der skabte drama, da Frances Tiafoe natten til torsdag spillede sig videre til tredje runde ved ATP Masters 1000-turneringen i Toronto.
Under opgøret mod japanske Yosuke Watanuki kom amerikaneren i åbenlys konflikt med kampens dommer, Fergus Murphy.
Ved stillingen 3-3 i andet sæt vendte Tiafoe 0-40 i egen serv og sikrede sig føringen 4-3.
Det førte til et højlydt glædesudbrud, hvor han råbte: "Let’s fucking go!".
Da reglementet forbyder bandeord, tildelte dommeren ham en advarsel.
Tiafoe mente ikke, at advarslen var berettiget, da udbruddet ikke var rettet mod andre.
Fergus Murphy fastholdt dog sin vurdering.
- Det er måske positivt ment, men det er stadig stødende, sagde han fra dommerstolen.
Tiafoe svarede:
- Jeg er ligeglad. Du kan ikke give mig en advarsel, hvis jeg siger noget positivt til mig selv.
Flere advarsler og sarkasme fra Tiafoe
Konflikten eskalerede senere i sættet.
Ved 5-5 modtog Tiafoe endnu en advarsel, denne gang for at overskride tidsgrænsen ved serv.
Ved sidebyttet benyttede han lejligheden til at henvende sig sarkastisk til dommeren.
- Jeg elsker dig, bror. Du gør et godt stykke arbejde deroppe, mand. Det gør du virkelig, sagde han blandt andet i en tydeligt ironisk tone.
På trods af de to advarsler holdt Tiafoe hovedet koldt nok til at vinde andet sæt og efterfølgende kampen.
Ingen håndtryk
Da kampen var slut, undlod Tiafoe først at give hånd til Fergus Murphy.
Da dommeren trådte ned fra stolen, fik de dog en mere afdæmpet samtale, hvor Tiafoe udtrykte taknemmelighed for ikke at have modtaget en hårdere straf.
- Du kunne have fået mig ud herfra. Jeg sætter pris på det, sagde han.
Murphy svarede:
- Du er nødt til at finde den rette balance, Frances.
Frances Tiafoe skal i tredje runde møde australske Aleksandar Vukic.
Den kamp er sat til at begynde kl. 20.00 fredag aften, dansk tid.
Mest læste

Mest læste