Tennisstjernen Carlos Alcaraz er blevet advaret om, at han skal være mere forsigtig. Der er ikke nogen tvivl om, at
Carlos Alcaraz er en af de største tennisstjerner i verden. Alligevel er han blevet advaret om at være mere forsigtig.
Det er en advarsel, der kommer fra tennislegenden
Jimmy Connors. Han mener, at Alcaraz kan blive 'sårbar' i kampe mod andre spillere, fordi han har for stort et fokus på
Novak Djokovic .
Alcaraz har afsløret, at hans primære mål for resten af sæsonen, er at genvinde 1.-pladsen på verdensranglisten. I denne forbindelse har han også fortalt, at han hele tiden har fokus på Djokovic.
"Det er noget, jeg husker på, hver gang jeg træner. Jeg tænker på det i hver turnering," sagde han forud for China Open ifølge Express.
"Jeg vil ikke lyve. Jeg træner med et mål, og jeg tager til turneringerne med et mål. Jeg forsøger at afslutte året som nr. 1, så Novak Djokovic er i mine tanker næsten i hver træning."
Netop disse udtalelser har medført, at Connors har valgt at advare den unge spanier. Hans store fokus på Djokovic kan nemlig ende med at give bagslag.
"Min første tanke om det er, at jeg forstår, at selvom Alcaraz slog ham i Wimbledon, så har han været lidt en torn i øjet," sagde Connors i sin podcast 'Advantage Connors'.
Han mener dog, at han skal være varsom med at have for meget fokus på serberen. Hvis han har det, så kan han ende med at tabe mod andre spillere. Det skete blandt andet mod Medvedev ved US Open og Sinner i Beijing.
"Men han skal være forsigtig med at gøre det, for så forbereder han sig kun på én fyr," sagde Connors.
"Jeg forstår godt, at du tænker: 'Hvis jeg spiller godt nok til at være den fyr, vil jeg også være i stand til at slå alle andre'. Men det er ikke rigtigt, fordi andre fyre har andre spilstile, som han så med Sinner. Måden, han spiller på, er anderledes end måden Novak, Alcaraz eller Medvedev spiller."