carlos alcaraz

Carlos Alcaraz 'tjente flere penge i sidste uge' end på at vinde Wimbledon

Tennisdec. 12 2024, 21:00

Den unge tennisstjerne Carlos Alcaraz udnyttede off-season til at spille to opvisningskampe i USA.

Det gav ikke kun spilletid i afslappede rammer – men også en overraskende økonomisk gevinst.

Carlos Alcaraz er verdens nr. 3 i tennis.

Han tog i sidste uge turen til USA for at deltage i to opvisningskampe.

Først i New Yorks ikoniske Madison Square Garden, hvor han deltog i The Garden Cup og slog amerikanske Ben Shelton.

Dernæst rejste han videre til Charlotte, hvor han spillede ved Charlotte Invitational.

Her blev det til et nederlag mod Frances Tiafoe.

Begge arrangementer havde også deltagelse af kendte navne som Jessica Pegula og Madison Keys, og kampene var en del af en mere afslappet uge for spillerne.

For publikum var det en chance for at opleve tennis på tæt hold uden presset fra de store turneringer.

Alcaraz virkede til at nyde kampene. Men der var også en anden grund til, at han rejste over Atlanten.

Tjente mere end Wimbledon-sejren

Ifølge tenniskommentator Jon Wertheim fra podcasten Served blev Carlos Alcaraz belønnet generøst for sin deltagelse i de to opvisningskampe.

Faktisk tjente han angiveligt mere på denne ene uge, end han gjorde på at vinde Wimbledon tidligere i år.

Til sammenligning tog Alcaraz hjem fra Wimbledon med en præmiesum på £2,7 millioner (ca. 23,3 mio. kr.).

De præcise beløb for opvisningskampene er ikke offentliggjort, men ifølge Wertheim overstiger de altså hans gevinst fra den mest prestigefyldte turnering i tennis.

Nyheden har skabt debat blandt tennisfans.

Flere har kritiseret Alcaraz for at spille ekstra kampe i off-season, når han tidligere har udtalt sig kritisk om sportens lange og krævende sæson.

Men tidligere stjernespiller Andy Roddick forsvarede Alcaraz og andre deltagere.

"Du er ikke stresset. Resultaterne betyder ingenting. Det vigtigste er, at folk går hjem med et smil og lyst til mere tennis," forklarede han.

For Carlos Alcaraz blev ugen i USA en perfekt blanding af afslappet tennis, opvisningsstemning og økonomisk gevinst.

Mest læste