Caroline Wozniacki

Caroline Wozniacki om tennisfremtiden: "Ærligt talt, så..."

Tennismaj 22 , 18:48
Hun har intet at bevise, men alligevel holder hun døren en lille smule på klem. Fremtiden er ikke hugget i granit.
Der var engang, hvor Caroline Wozniacki brugte forsommeren på intensiv træning frem mod Wimbledon, men nu handler det om noget helt andet.
Den tidligere verdensetter og Grand Slam-vinder er syv en halv måned henne i sin tredje graviditet og ser med ro på en sommer uden tennis på programmet.
- Jeg tror ikke, I vil se mig i Wimbledon, siger hun med et smil til Tennis Now og understreger, at kroppen i øjeblikket har andre prioriteter end løb og slag på græs.
Skønt hun ikke har spillet en kamp siden september 2024, har hun ikke meldt noget definitivt ud.
Den tidligere Australian Open-vinder er i øjeblikket aktuel som ekspertkommentator under French Open for amerikanske TNT, hvor hun skal dele sendefladen med navne som Venus Williams, Andre Agassi og Boris Becker.

Fremtiden er uvis 

Wozniacki taler åbent om den usikkerhed, der følger med at være professionel atlet og mor til snart tre små børn.
Hun vil ikke afvise et nyt comeback, men lægger heller ikke skjul på, at hendes fokus er et andet lige nu.
- Ærligt talt har jeg ikke taget en beslutning endnu. Jeg ved ikke, hvordan min krop vil føles efter denne baby, lyder det fra danskeren, der fylder 35 senere på året.
I sidste måned vurderede hendes bror Patrik, at endnu et comeback vil være svært:
- Hvis jeg skulle tænke logisk, så kan det jo næsten ikke lade sig gøre. Det er tre børn og et kæmpe entourage, man skal rejse med. Der går minimum et år, før hun er klar til at spille. Så begynder alderen altså også at trykke lidt.
Han sagde dog også, at man aldrig helt skal sige aldrig, når det kommer til Caroline.

En karriere med flere kapitler 

Siden hun i 2005 trådte ind på WTA-touren, har Wozniacki nået det meste. Hun har ligget nummer 1 i verden, vundet 30 WTA-titler, sikret sig en Grand Slam-triumf og er den mest vindende kvinde i dansk tennishistorie.
Efter hun først stoppede karrieren i 2020, gjorde hun et overraskende comeback i 2023 og nåede blandt andet fjerde runde ved US Open.
Det seneste års resultater har dog været sporadiske, og siden efteråret har der af gode grunde været stille.
Mest læste