Den norske stjerne bakker sin italienske rival op efter dopingdommen.
Casper Ruud har udtrykt sin støtte til Jannik Sinner, efter italieneren er blevet idømt en tre måneders karantæne fra ATP-touren.
Sagen har skabt stor debat i tennisverdenen, men ifølge Ruud er det uretfærdigt, at Sinner nu må misse en stor del af sæsonen for noget, han ikke har gjort bevidst.
Den italienske verdensetter accepterede sin straf, selvom han har fastholdt sin uskyld i sagen.
Mange har kritiseret både håndteringen og kommunikationen omkring afgørelsen, og Ruud er en af de spillere, der mener, at dommen rammer hårdere, end den burde.
"Jeg har ondt af Jannik. I mine øjne har han ikke gjort noget med overlæg," siger Ruud til Bounces og påpeger, at lignende sager tidligere er blevet afsluttet gennem forlig.
Den tre måneder lange udelukkelse betyder, at Sinner går glip af fire ud af ni Masters 1000-turneringer i 2025.
Det kan vise sig at blive en kæmpe udfordring for en spiller, der ellers har haft en fremragende sæson.
"Begge parter har accepteret en tre måneders udelukkelse, men jeg har stadig ondt af ham, fordi han nu mister nogle af de største turneringer i sæsonen for noget, han ikke har gjort med vilje," forklarer Ruud.
Nordmanden understreger, at Sinner er en spiller, han altid vil heppe på. Han håber samtidig, at italieneren kan holde hovedet højt i den svære periode.
For Ruud handler det ikke kun om Sinner personligt. Han mener, at det faktisk er hele sporten, som lider under, at verdensetteren bliver tvunget til at sidde ude.
"Det er bare synd for ham og for tennissporten, når verdensetteren skal igennem sådan en omgang," siger han.
Sinner har endnu ikke udtalt sig om, hvordan han vil forberede sig til sin tilbagevenden, men han ventes at være tilbage på ATP-touren i tide til at spille Wimbledon.
I mellemtiden kan Ruud opleves i Acapulco, hvor han jagter vigtige point på touren – en turnering, hvor også Holger Rune er med i feltet.