Verdensranglistens nummer 12 er ottendeseedet ved WTA 500-turneringen og går direkte ind i anden runde.
Sæsonstarten kommer med en lille fordel til Clara Tauson i Brisbane.
Som ottendeseedet i feltet springer hun første runde over og får dermed et døgn ekstra til at finde sig til rettet i Queensland Tennis Centre, hvor turneringen spilles fra 4. til 11. januar.
Det lyder som luksus, men en bye kan også skabe ubalance, især så tidligt på sæsonen.
Rytmen fra kampe mangler, og man træder ind i en turnering, hvor flere i feltet allerede har fået testet serven og timingen under pres.
Tauson får til gengæld muligheden for at gå ind med en klar plan fra første bold, og hun har flere gange vist, at hun trives på hardcourt, hvor alle hendes tre WTA-titler er kommet.
Når hun først går på banen, ligger anden runde klar mod Aliaksandra Sasnovich.
Det er et møde, der hurtigt kan blive en test af Tausons tempo i slagene, fordi Sasnovich ofte slår mange bolde tilbage og trækker duellerne ud.
Vejen gennem feltet
Tauson er seedet som nummer otte, og det skubber de største navne væk fra de tidlige runder.
Lodtrækningen peger ifølgeTV 2 Sport, på Liudmila Samsonova som en mulig modstander i tredje runde, hvis både Tauson og russeren får hul på turneringen.
Derefter kan en kvartfinale mod Jessica Pegula vente, mens en semifinale på papiret kan blive mod Amanda Anisimova eller den onde russiske teenageplageånd Mirra Andreeva.
I den anden halvdel ligger de helt tunge muligheder med Aryna Sabalenka og Elena Rybakina, og Brisbane har de seneste år udviklet sig til en turnering, hvor topniveauet hurtigt viser sig.
Turneringen er skabt som en markant optakt til Australian Open, så man de bedste spillere alligevel befinder sig i Australien frem mod sæsonens første Grand Slam.
Point, penge og pres
For et år siden gik Tauson hele vejen i Auckland, og derfor skal hun forsvare mange point tidligt på sæsonen, hvis hun vil stå stærkt inden Australian Open.
Samtidig er Brisbane et af de større stop på WTA-kalenderen med en samlet præmiepulje på omkring 9,7 millioner kroner.
Turneringen begynder natten til søndag dansk tid, men Tauson kan først komme i aktion natten til tirsdag, fordi hun træder ind i anden runde.