Clara Tauson skuffede mere end de andre danskere – og det havde hun ret til

Det begyndte i stilhed, da Clara Tauson åbnede sit Wimbledon-eventyr på en af de mindre baner bag de større navne og uden det store forventningspres.

Holger Rune var allerede røget ud. Elmer Møller ligeså.

Og i mellemtiden stjal August Holmgren opmærksomheden med en overraskende sejr og en eksplosion af charme, kampgejst og kanonslag.

Tauson havde ikke vundet én eneste kamp på græs inden denne turnering.

Det så længe ud til, at det heller ikke ville ændre sig.

Hun tabte første sæt 2-6 til Heather Watson og så ud til at blive endnu en dansk fodnote i den britiske tennissommer.

Men så vandt hun. Og så vandt hun igen.

På Bane 2, hvor August Holmgren senere skulle give alt mod verdens nummer 11, leverede Tauson selv sit bedste i turneringen.

Hun slog den tidligere Wimbledon-vinder Elena Rybakina i to sæt og viste dermed, at hun ikke bare var kommet for at samle erfaring.

Sejren over Rybakina var ikke bare et resultat. Det var en erklæring.

Tauson spillede med kraft og præcision med timing og blik for spillet.

Hun talte også med overskud bagefter i en sejrstale fyldt med varme og lune smil til publikum.

Det var her, hun begyndte at gøre sig fortjent til noget større.

Når man kan få folk til at drømme, kan man også skuffe dem.

Og da hun i går trådte ind på Court 1 mod Iga Swiatek, var det ikke længere nok bare at være med.

Ifølge DR Sporten virkede det næsten uundgåeligt, da hun hurtigt kom bagud. Tauson var syg.

Det kunne man mærke, og det skjulte hun heller ikke.

Swiatek tog ikke foden af speederen. Polakken angreb fra første bold og blev ved, indtil kampen var slut.

Det blev 6-4, 6-1. Et resultat, der var svært at sluge, fordi det ikke føltes som en ærlig kamp.

Tauson sagde efterfølgende, at hun ikke ville påstå, hun kunne have vundet, men hun ville gerne have haft muligheden for at forsøge.

Clara Tauson forlod Wimbledon med et nederlag, men også med noget langt mere værdifuldt: tillid.

Ikke bare fra os, men fra sig selv.

Hun sagde det selv – at stå der var stort. At folk glemmer, hvor meget det kræver bare at komme så langt.

Men hun glemmer det ikke længere. Hun har set, hvad der er muligt. Og det har alverdens tennisfans også.

Når hun kommer tilbage næste år, vil hun forvente mere. Det vil vi andre også. Og hvis hun skuffer igen, gør det nok lidt ondt.

Men alternativet er værre, for vi kunne jo have været komplet ligeglade.