Den 21-årige amerikaner skal forsvare sin titel i Beijing, men hendes ordvalg før turneringen har vakt opsigt.
Coco Gauff er kommet til Beijing med ambitioner om at genvinde titlen i
China Open, som hun vandt sidste år med en finalesejr over Karolina Muchova.
Alligevel indledte hun ugen med at nedtone betydningen af turneringen. Under en pressekonference kaldte hun den en slags træningsturnering:
- Jeg tror, jeg ser det her som en slags forberedelse til næste år. Jeg gjorde det samme sidste år, og det endte med at gå godt, så vi får se. Selv om jeg teknisk set er forsvarende mester her, føles det slet ikke sådan.
Udtalelsen har fået flere til at hæve øjenbrynene.
China Open er nemlig en af sæsonens WTA 1000-turneringer med 1.000 point på spil og en gevaldig præmiepulje i millionklassen, hvoraf vinderen får godt 5,2 millioner kroner.
Ordvalget kan skabe uro i kulissen
Gauff har haft en sæson med store udsving.
Hun vandt sit andet Grand Slam-trofæ ved Roland Garros i juni, men røg ud i første runde ved Wimbledon og senere i fjerde runde af US Open efter et klart nederlag til Naomi Osaka.
Hun har samtidig skiftet trænerteam efter en række problemer med serven.
På trods af sine ord ved pressemødet var hun blandt de første spillere, der trådte ind på banen til træning i Beijing, så hun tager opgaven seriøst.
Men hendes beskrivelse af turneringen som værende en slags optakt til 2026-sæsonen kan være svær at sluge for arrangørerne, da China Open trækker et stort publikum og anses som et af de vigtigste stop i efterårsprogrammet.
Jagten på endnu en titel midt i stormen
Kritikken forhindrede ikke Gauff i at komme godt fra start.
Fredag morgen dansk tid vandt hun sin første kamp komfortabelt med 6-4, 6-0 over russiske Kamilla Rakhimova.
Hun er seedet som nummer to bag Iga Swiatek, mens navne som Amanda Anisimova og Jessica Pegula også er i feltet.
Aryna Sabalenka deltager ikke, hvilket åbner mulighederne for den 21-årige amerikaner.
Gauff var dog ikke kun kritisk, da hun fortalte, at hun nyder at spille i Beijing og at besøge stedet som Den Kinesiske Mur og Den Forbudte By:
- Jeg synes, kulturen her er fascinerende, og det er spændende at opleve noget så anderledes end hjemmefra.
Hun jagter nu sin anden titel i træk i den kinesiske hovedstad og kan dermed tangere Serena Williams, der også har løftet trofæet to gange.