Novak Djokovic er kendt for sin intense tilgang til tennis, men ifølge den franske spiller Jules Marie er serberens opførsel under træning langt fra behagelig.
Marie, der har været sparringspartner for Djokovic ved flere lejligheder, hævder, at verdensstjernen opfører sig markant anderledes, når han ikke er foran kameraer.
I en Instagram-live mindedes Marie sine oplevelser med Djokovic fra 2021, hvor han trænede med den 24-dobbelte Grand Slam-vinder ved French Open.
"Jeg spillede fem gange med Djokovic, og han var nasty hver gang," påstår Marie og beskriver, hvordan serberen kunne nægte at spille bolde, der var en smule uden for hans rækkevidde.
"Hvis du rammer bolden 1,5 meter fra ham, spiller han den ikke og kigger på dig, som om han vil smide dig ud, hvis du gør det igen," forklarede Marie.
Han nævnte også en situation, hvor Djokovic insisterede på, at kun hans træner måtte serve til ham, og hvordan han bagefter slog en bold 50 meter op i luften uden nogen åbenlys grund.
Ifølge Marie var Djokovic dog en helt anden person, da de mødtes igen ved Australian Open året efter. Her var der kameraer til stede, og ifølge franskmanden ændrede det serberens opførsel markant.
"Han vidste, at vi blev filmet, og han kendte min YouTube-kanal. Så han kunne ikke være nasty," påstår Marie.
Beskyldningerne føjer sig til en længere række af kontroverser omkring Djokovic, der har haft ry for at være en af sportens mest temperamentsfulde spillere.
Hans dedikation til at vinde har flere gange ført til voldsomme udbrud på banen, men hans adfærd uden for kameraerne har sjældent været i fokus på samme måde.
Djokovics tidligere rival og nuværende træner, Andy Murray, ser dog anderledes på sagen. Han mener, at serberens intensitet netop er det, der har gjort ham til en af sportens største.
"High performance er ikke bare sjov og ballade. De bedste spillere tager det alvorligt og vil hele tiden forbedre sig. Det er ikke altid nemt, men det er ekstremt givende," siger Murray.
Djokovic har dog ikke haft sin bedste periode på banen for nyligt. Han har lidt to overraskende nederlag i træk – først mod Matteo Berrettini i Qatar Open og derefter mod Botic van de Zandschulp i Indian Wells.