I lang tid har der været stor tvivl om, hvorvidt Holger Rune har indstillet sit samarbejde med sin danske træner Lars Christensen. I mange år har Lars Christensen været ved Holger Runes side. I de seneste måneder har han dog ikke været at finde på sidelinjen, når den 20-årige tennisstjerne har spillet turneringer.
Derfor har der været spekuleret rigtig meget i, om Rune-lejren har besluttet at opsige deres samarbejde med den danske træner.
Flere gange er både Holger Rune samt Aneke Rune, der er hans mor og manager, blevet spurgt ind til dette. Hver gang er der blevet meldt ud, at han fortsat er en del af holdet.
I et nyt interview med FirstSportz har Holger Rune åbne op om, hvorfor han besluttede at indgå et samarbejde med franske
Patrick Mouratoglou. I denne forbindelse kommer han også kort ind på Lars Christensen.
Mediet spurgte ham om, hvad den franske stjernetræner har bragt til bordet, efter at være blevet en del af holdet.
"Han har en anden tilgang end min danske træner. Han er mere mental og jeg tror, at jeg har fået gavn af dette," sagde Holger Rune.
Forud for denne sæson havde Holger Rune ikke vundet en eneste professionel kamp på græs. Derfor var der også tvivl om, hvordan det ville gå den 20-årige dansker denne gang.
Ved den seneste turnering i Queen's i London, formåede han dog at overraske, da han spillede sig frem til semifinalen. Dermed fik han også bevist, at han sagtens kan finde ud af at spille på græs.
Nu er han i fuld gang med at forberede sig til Wimbledon, der løber af stablen fra den 3. juli.