Lars Christensen er ikke længere træner for Holger Rune, som fortsætter med Boris Becker resten af året. Det mangeårige samarbejde mellem Holger Rune og træner Lars Christensen er blevet bragt til ophør. De har i løbet af dette år holdt flere pauser fra hinanden, men nu er det definitivt slut.
Det bekræfter den unge tennisstjernes mor og manager, Aneke Rune, til B.T. Her fortæller hun også, at det ikke er en helt ny beslutning. Derimod har det ulmet længe, men er først blevet meldt ud efter Runes exit fra Paris Masters.
"Efter fiaskoen i Kina var det meget klart, da han valgte at tage hjem til Danmark og ikke træne med Holger," siger hun til B.T.
Hun fortæller også, at Christensen selv gjorde det klart, at han ikke ønskede at indgå i en konstellation med Boris Becker. Derfor har han besluttet at trække sig fra Rune-lejren, hvorfor trænerteamet kun består af Becker resten af året.
Christensen har fulgt Rune i rigtig mange år, og var også med på holdet, da franske Patrick Mouratoglou var tilknyttet. Da det blev besluttet at stoppe samarbejdet med den franske træner, var det igen Christensen, der kom tilbage i folden. Men nu er det helt slut.
Selvom der har været en del frem og tilbage i denne sæson, som nu har resulteret i et ophævet samarbejde, er der ingen sure miner.
"Lars vil altid være Lars for Holger. Han er en dygtig teknisk træner. Og han har opbygget et godt cv sammen med Holger, så det er ikke unaturligt han måske ønsker at prøve noget andet," siger Aneke Rune.
I stedet skal han nu fungere som træner for Clara Tauson, hvilket han allerede har taget hul på.a