Amerikanske Frances Tiafoe har for alvor skrevet sig selv ind i historiebøgerne, efter sin sejr i BOSS Open.
Med en formidabel præstation i finalen, kunne amerikanske Frances Tiafoe lade sig kåre som vinder af BOSS Open.
Det var dog ikke nemt for ham at nå dertil. Det krævede nemlig en intens kamp på mere end to timer, inden han kunne hive sejren over Jan-Lennard Struff hjem.
For Jan-Lennard Struff var det naturligvis ikke et sjovt nederlag. Det betød nemlig, at han gik glip af muligheden for at vinde sin første ATP-titel.
For Tiafoe forholder det sig dog anderledes, da han nu har vundet tre titler i sin karriere. Til gengæld er det den første turnering, han nogensinde har vundet på græs.
Med den store triumf i Stuttgart, var han også i stand til at skrive sig ind i historiebøgerne for tennis. Med sejren fik han nemlig nok point til at sikre sig en plads i top-10 på verdensranglisten. Det er første gang i hans karriere, at han har opnået dette.
Det er dog ikke den eneste grund til, at han kan glæde sig over dette. Han har nemlig også sat en stopper for en meget lang stime.
Ifølge TennisWorldUSA er det intet mindre end 5.256 dage siden, at der seneste var en afroamerikansk tennisspiller i top-10 på verdensranglisten. Det betyder, at det er mere end 14 år siden, at det sidste skete.
Dengang var det amerikanske James Blake, der formåede at rykke ind i top-10, hvilket skete tilbage i 2009.
Derfor er det helt afgjort en historisk bedrift for Tiafoe. Med sin triumf i BOSS Open, fik han også bevist, at han har evnerne til at imponere på græs.