carlos alcaraz

Godt nyt for Holger Rune: Carlos Alcaraz i problemer

Tennisfeb. 04 , 9:03

Carlos Alcaraz har fået en udfordrende start i Rotterdam, hvor han forbereder sig til sin første kamp ved ATP 500-turneringen.

Den 21-årige spanske tennisstjerne er førsteseedet ved ATP 500-turneringen i Rotterdam. Men en problematisk optakt kan potentielt forpurre favoritværdigheden. Det skriver Tennis World USA.

Danske Holger Rune står til at møde den spanske stjerne i turneringens tredje runde. Det kan altså give Rune en ekstra fordel, hvis førsteseede Alcaraz ikke rammer sit topniveau i Rotterdam.

Sygdom har påvirket optakten

Alcaraz ankom et par dage før turneringsstart for at vænne sig til banernes hastighed og de indendørs forhold. Hans træningspas har dog været påvirket af en irriterende forkølelse, som udfordrer formen.

Alcaraz møder hollandske Botic Van De Zandschulp i sin åbningskamp. Og det var netop Van De Zandschulp, der besejrede Alcaraz ved sidste års US Open.

Spanieren har uden tvivl revanche i tankerne, men han har tidligere vist svagheder på indendørs hardcourt, hvilket kan gøre denne kamp ekstra vanskelig.

Hans sygdom har heller ikke gjort forberedelserne lettere. Under sine seneste træningspas, blandt andet med Daniil Medvedev og Alexei Popyrin, blev han set bruge næsestrips og tage pauser for at pudse næse.

I sin pressekonference fortalte Alcaraz, at han har kæmpet med forkølelsen siden sit ophold hjemme i Spanien efter Australian Open.

"Jeg tog et par dage fri. Jeg var hjemme – anderledes vejr; det var hårdt. Jeg blev forkølet," forklarede han og indrømmede, at han kun kunne træne i to dage, før han var nødt til at hvile sig.

Det var en lignende situation, han oplevede ved ATP Finals i Torino sidste år, hvor han ikke spillede sit bedste og blandt andet tabte klart til Casper Ruud i gruppespillet.

Alcaraz, der for tiden er nummer 3 i verden, har ikke vundet en titel siden ATP 500-turneringen i Beijing i 2024.

Spanieren får allerede i februar flere chancer for at vende sæsonen i en mere positiv retning. Efter ATP 500-turneringen i Rotterdam stiller han op i Doha ATP 500. I marts venter de store Masters 1000-turneringer i Indian Wells og Miami.

Alcaraz' kommende turneringer
  • ATP 500 - Rotterdam - 1.-9. februar
  • ATP 500 - Doha - 17.-22. februar
  • ATP 1000 - Indian Wells - 2.-16. marts 
  • ATP 1000 - Miami - 16.-30. marts
Mest læste